Ung mand truede ansatte på jobcenter med kniv

Manden er varetægtsfængslet frem til 10. juni

Arkivfoto.

Arkivfoto.

En 19-årig mand er ved retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet til 10. juni for tirsdag morgen at have truet ansatte på et jobcenter i Aalborg med en kniv.

Manden var angiveligt gået ind på jobcenteret og havde ledt efter sin sagsbehandler. Han havde fundet kniven frem og sagt, at han ville skære halsen over på nogen.

Det fortæller anklager ved Nordjyllands Politi Malene Lund Andersen.

- Heldigvis var hans sagsbehandler ikke på sit kontor. De øvrige ansatte er skræmte og berørt over episoden. Han rettede ikke kniven mod dem, men gik rundt med den og ledte efter sin sagsbehandler, siger Malene Lund Andersen.

De ansatte, som var tilstede, fik manden talt ned, og han smed kniven og forlod stedet, hvorefter politiet ankom. Manden bor tæt på jobcenteret og kom efterfølgende tilbage med en ny kniv.

Her fik Nordjyllands Politi anholdt manden. De var nødt til at bruge peberspray, da han ikke ville smide kniven.

- I retten havde han har svært ved at huske, hvad han havde gjort. Han nægtede ikke, at han havde været på stedet, men kunne ikke huske det, siger Malene Lund Andersen.

Den 19-årige kærede ikke varetægtsfængslingen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.