Utæt svømmehal - årsagen er overraskende
Brugere af svømmehal i Aalborg blev mødt af vand på gulvet

Som det fremgår af fotoet her er den gamle svømmesal temmelig nedslidt. Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:Det var et temmelig sørgeligt syn, der for nylig mødte brugerne af svømmehallen i Samsøgade i Aalborg.
Taget over over hallen er nemlig så utæt, at det har regnet ind, og derfor har Aalborg Kommune også brugt tid på at finde ud af årsagen og udbedre skaden.
Og ifølge René Larsen, der er bygherrerådgiver, er det dog sket nu.
- Jeg kan oplyse, at jeg blev gjort bekendt med, at der kom vand ind i bygningen, og så tog jeg fat i et tagfirma, der besigtigede skaden, fortæller han i et skriftligt svar til Nordjyske.
Ifølge René Larsen var konklusionen desværre, at der har været nogen oppe på taget, som har sparket en taghætte af og fyldt noget ned i nedløbsrøret.
- Det har gjort, at vandet ikke kunne løbe væk fra taget, og dermed er det kommet ind i bygningen, forklarer han.

Stedet, hvor vandet løb ind i bygningen, er umiddelbart blevet repareret. Men på sigt venter der nok en større regning i forhold til renovering af Østre Allé Svømmehal. Foto: Kim Dahl Hansen
Skaden skulle dog være udbedret nu, men ifølge Peter Bredkjær Mikkelsen, der er teamleder i AaK Bygninger, er svømmehallen - eller svømmesalen som den retteligt kaldes - så gammel, at der er behov for en mere langsigtet løsning.
- Vi har tidligere lavet undersøgelser af tagkonstruktionen, da det er en af de opgaver, som vi prioriterer til det kommende budget, forklarer han.

Svømmesalen er bygget i 1968, og det ses efterhånden tydeligt flere steder. Foto: Kim Dahl Hansen
Svømmesalen bruges blandt andet af skoleelever til svømmeundervisning, og da den har fladt tag og stammer fra 1968, er den i sagens natur ikke i den bedste stand.
- Så det er klart, at der er et større tagrenoverings-projekt på vej. Men det er jo klart at den slags også lige skal koordineres med skolerne og brugerne af bygningen, tilføjer Peter Bredkjær Mikkelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.