Våd aften sendte flere i detentionen: Nordmand spyttede på betjent

En nordmand vågner op til andet end tømmermænd oven på en bytur i Aalborg

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Der hænger en sigtelse for vold mod tjenestemand over hovedet på en særdeles beruset nordmand, som har tilbragt natten til lørdag i detentionen hos Nordjyllands Politi.

Nordmanden blev klokken 01.20 anholdt af politiet i Jomfru Ane Gade.

- Han var tydeligt beruset og optrådte meget provokerende. Han råbte ad politiet, spyttede en betjent i ansigtet og skubbede, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen.

Nordmanden blev taget med til udrusning i detentionen, hvor han lørdag klokken ni fortsat lå i dyb søvn.

- Vi ved endnu ikke, hvem han er. Det må han forklare, når vi får ham vækket om et par timer, siger vagtchefen.

Når nordmanden engang er afhørt, bliver han præsenteret for sigtelsen for vold mod tjenestemand, og desuden en sigtelse for at overtræde ordensbekendtgørelsen, før han bliver løsladt, oplyser Karsten Højrup Kristensen.

Udover den fulde nordmand har også fem andre personer tilbragt natten i detentionen efter en våd bytur.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.