Vil politikere bare sidde på magten uden at tage ansvar?

Konsekvenserne af de kommende besparelser på skoleområdet i Aalborg skræmmer de fleste.

I den kommende tid træffer de danske kommunalbestyrelser de endelige beslutninger om de mange besparelser, der igen skal gennemføres på alle velfærdsområder og i alle forvaltninger. Også i Aalborg kommer vi tættere og tættere på 1. behandlingen af den samlede kommunalbestyrelses budgetforslag for 2024-27.

Onsdag 20.9. er nemlig dagen, hvor borgerne i Aalborg kommune må krydse alt, hvad der krydses kan, i håbet om at brugbare alternativer til de brutale besparelser spilles på banen i sidste øjeblik.

At kommunerne i Danmark skal spare penge, er desværre blevet et vilkår som gentages år efter år, og det på trods af, at regeringen melder, at Danmarks økonomi er bomstærk.

Svært er det at forstå, at man som kommunalpolitiker i Aalborg - med magten intakt og med et stort ansvar for borgerne i kommunen, virkelig tror på, at det nuværende budgetforslag er holdbart i praksis.

Som folkeskolelærer har jeg og mine kolleger gennem de seneste måneder fulgt med i stormvejret i Børn og Unge, hvor trusler om otte skolelukninger buldrede derudad i de tidlige sommermåneder.

Men midt i august meldte udvalget pludselig ud, at skolelukninger nu ikke længere var i spil. 

Børne- og undervisningsudvalget var i stedet blevet enige om, at en god gammeldags salamimetode var at foretrække. 

Besparelser på trivsel og forebyggelse på skolerne skulle i stedet være en del af løsningen. Altså forringelser af den forebyggende trivselsindsats, som på daglig basis har en afgørende betydning for rigtig mange børn på Aalborg skoler. 

Op mod seks pct. af kommunens lærerstillinger står lige nu til at forsvinde som dug for solen. Varme hænder, som hver dag gør en forskel for eleverne.

Jeg er hverken for skolelukninger eller for salamimetoder, men jeg er ret meget for, at de magthavere, der træffer beslutningerne om at skære ned, også er klar til at tage ansvaret for at føre besparelserne konkret ud i livet.

På skoleområdet er der med det nuværende budgetforslag tale om uoverstigelige konsekvenser, som uafladeligt vil have en negativ afsmitning på elevernes undervisningsmiljø, læring og trivsel, og på medarbejdernes arbejdsglæde. 

I sidste ende kan og vil det desværre nok betyde et øget sygefravær blandt både børn og voksne.

For hvem kan egentlig holde til konsekvenserne af disse besparelser? 

Hvem tror egentlig på, at man ved at nedlægge over 100 lærerstillinger på skolerne i Aalborg vil kunne fastholde samme serviceniveau?

Enhver må kunne se for sig, at skolernes fremtidige muligheder for at lykkes med kerneopgaven vil blive forringet i en sådan grad, at det bliver ganske umuligt at gøre nok for at hjælpe alle børn.

Jeg bliver i tvivl, om vores politikere i Aalborg udelukkende ønsker at sidde på magten og helt glemmer, at man så også må stå på mål og tage ansvaret - også når det bliver svært og ubekvemt.

Således sender man med det nuværende budgetforslag hele eksekveringen videre til ledere, bestyrelser og personale. 

Det er bestemt ikke kønt.