Vold

Ville hævne slagsmål: Forsøgte at køre to mænd ned på fortov

En 20-årig mand er dømt for at have forsøgt at ramme to mænd med sin bil

AALBORG:En 20-årig mand er blevet dømt for at have forsøgt at køre to andre mænd ned, mens de gik på fortovet på Kastetvej i Aalborg.

Episoden fandt sted tidligt om morgenen 18. november sidste år. Her kørte den 20-årige op på fortovet to gange i forsøget på at ramme de to mænd.

Det lykkedes dog ikke. Første gang nåede de to mænd at springe til side, og anden gang var de flygtet ind i en gyde.

Hævn for slagsmål

Årsagen til angrebet med bilen bundede angiveligt i et slagsmål tidligere på natten i Jomfru Ane Gade.

Det var i hvert fald anklagemyndighedens påstand. Den 20-årige var nemlig ikke alene i bilen. Ved siden af ham på passagersædet, sad hans kammerat. Han havde været i slagsmål og blødte fra hovedet.

Ifølge anklagemyndigheden ville den 20-årige derfor køre de to mænd ned som hævn, fordi han troede, at de havde været med i slagsmålet, fortæller anklager Stine Eriksen.

Nægtede alt

Den 20-årige nægtede dog alt. Ifølge ham var han på vej til sygehuset med sin sårede ven, men da han ikke er kendt i Aalborg, kørte han lidt forvildet rundt.

Han forklarede, at vennen på et tidspunkt tog fat i rattet for at vende bilen, og at bilen kom op på fortorvet ved et uheld, fortæller anklageren.

Det afviste vennen dog, ligesom han heller ikke med sikkerhed kunne sige, at de to mænd på fortorvet var dem, han havde været i slagsmål med.

Frifundet for at bringe liv i fare

Retten i Aalborg afviste altså den 20-åriges forklaring, og idømte ham tre måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for forsøg på grov vold.

Den 20-årige var også tiltalt for at have bragt andres liv i fare, men det blev han frifundet for.

De to mænd på fortovet gik nemlig sammen med to kvinder. Men retten fandt ikke, at de havde været i fare, da den 20-årige forsøgte at køre de to mænd ned, oplyser Stine Eriksen.

Den 20-årige udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst