Se video fra stedet: Voldsom brand i boligblok
Brandfolkene i Brønderslev er standby, hvis der skulle opstå flere brande i Aalborg
Opdateret kl. 20:08
Politi, brandfolk samt flere ambulancer og lægebil er tirsdag eftermiddag kørt til en voldsom brand i en boligblok på Thulebakken i Hasseris i Aalborg.
Meldingen om brand kom ind via 112 klokken 16.07.
- Det er en boligblok med flere opgange, men alle lejligheder er evakueret, og umiddelbart er der ikke meldinger om, at nogen personer er kommet til skade, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvad der kan være årsag til branden, men Torben Arendrup oplyser, at der er meldinger om, at der er brand i hele tagkonstruktionen.
Beredskabschef ved Nordjyllands Beredskab, Lars Bjørndal, fortæller, at der er indsat 22 mand på stedet.
- De tre øverste lejligheder er brandskadet, mens de øvrige er påvirket af vand fra slukningen, siger han.
- Udover at vi arbejder på at slukke branden, så arbejder vi også på at få værdier ud af de lejligheder, der ikke er skadet af branden, siger Lars Bjørndal.
Hos Nordjyllands Politi oplyser Torben Arendrup, at der er sørget for genhusning af alle beboere i boligblokken, da man på nuværende tidspunkt vurderer, at alle lejligheder er for skadet til, at beboerne kan bo der lige foreløbig.
Da der tirsdag var to større brande i Aalborg, dels i et affaldsoplag på Korinthvej i Aalborg Øst, dels i boligblokken på Thulebakken i Hasseris, har Nordjyllands Beredskab bedt beredskabet i Brønderslev om at være standby, hvis der skulle opstå flere brande.
- Det er sådan en dag, hvor vi skal holde fokus flere steder, så vi har bedt om, at folkene kan være standby, da stationen i Aalborg har alle biler ude ved de andre brande, siger Lars Bjørndal.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.