Voldsom brand på gård: Stuehus totalt ødelagt

To længer på gård ved Staun vest for Nibe og gårdens halmoplag og dyrehold reddet

Ildebrand 8. december 2018 16:51 - Opdateret 8. december 2018 17:08

STAUN: Stuehuset på en trelænget gård på Staunvej ved Staun nogle kilometer nordvest for Nibe blev lørdag eftermiddag hærget af en voldsom brand.

Alarmen gik til Nordjyllands Beredskab i Aalbnorg Kommune klokken 14.02 og lød i første omgang på brand i villa/rækkehus.

Men det viste sig altså at være stuehuset på en trelænget gård.

– Stuehuset er totalskadet. Da vi nåede frem har ilden bredt sig og er gået gennem taget. Det lykkedes os at bevare noget af stuehuset, men det er dog voldsomt skadet af sod, røg og vand, og så er tagkonstruktionen totalt ødelagt, forklarer indsatsleder Søren Korsgaard, Nordjyllands Beredskab.

Længer og dyr reddet

– Vi reddede gårdens to længer, der var fyldt med halm, og gårdens dyr er også i god behold. Vi fik ilden slået hurtigt ned, så bransdsprdeningen blev stoppet, fortæller indsatslederen.

Han oplyser, at gårdens beboere bliver genhuset.

Årsagen til branden er ifølge indsatslederen formentlig, at en af husets beboere har taget aske ud af et fyr og puttet det i en papæske. Herefter er papæsken blevet stillet på et trægulv, og derfra har branden bredt sig hurtigt.

Våben og ammunition

Beredskabet måtte også gå lidt forsigtigt til værks, da der var våbenskabe i huset, ligesom gårdens tidligere ejer havde ladet ammunition ligge på loftet i form af patroner og løse skud.

– Så vi skulle lige have styr på de dele også, siger indsatslederen.

Herefter var der tale om en efterslukning, der ifølge indsatslederen ville vare nogle timer.

Samtidig har miljøvagten i Aalborg Kommune været tilkaldt, da der var tale om et asbesttag, hvor pladerne var sprængt i stumper og stykker af ilden og spredt over et større areal ved stuehuset.

– Så der venter lidt af et oprydningsarbejde her også, siger Søren Korsgaard.

Han og brandfolkene fra Aalborg vik hjælp af en tankvogn fra Løgstør, så hele fem brandbiler og 16 brandmænd på et tidspunkt var sat ind til at bekæmpe branden.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...