Voldsom ferietrafik: Store skiftedag udløste lange køer

Trafikanter skulle være tålmodige lørdag

Opdateret med trafikstatus lørdag aften

AALBORG:Lørdag middag sandede trafikken til på motorvej E39 og E45 lige nord for Limfjordstunnelen.

Det skyldtes, at rigtig mange var på vej på ferie:

- Der er voldsom ferietrafik på E39 i sydlig retning mod E45 ved Nørresundby/Aalborg, og trafikken bliver helt tæt på vej mod tunnellen, oplyste Nordjyllands Politi på Twitter ved middagstid.

Rejsende måtte altså væbne sig med tålmodighed og forvente, at det ville tage længere tid end planlagt at nå frem til sommerhuset eller campingpladsen.

Ifølge Vejdirektoratet var alle tre spor i Limfjordstunnelen i sydlig retning åbne, så det var altså kun den voldsomme ferietrafik, der fik det hele til at gå meget langsomt.

Det var ikke kun omkring Aalborg, trafikken næsten gik i stå lørdag. Der var nemlig store kødannelser på motorveje over det meste af landet, siger Brit Osted Nielsen, som er vagthavende ved Vejdirektoratet.

- Der har været meget kø i løbet af dagen, særligt fra københavnsområdet over Sjælland og så over hele Fyn. Der har også været lidt i Sønderjylland og oppe omkring Aalborg, siger hun.

Sidst på eftermiddagen er der lidt tilbage ved Lillebæltsbroen, fordi der er vejarbejde, så der kun er to farbare spor i retning mod Jylland, oplyser Brit Osted Nielsen.

De øvrige steder, som var plaget af kø, var dog lørdag eftermiddag fri for tæt trafik.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.