Vulvaafstøbninger på lager: Museum efterlyser ejerne

KUNST: Summer Lounge om kvinders underliv var et hit - men ikke alle gider hente resterne fra den

- Kom og hent din vulvaafstøbning, opfordrer kunstmuseet. Foto: Amalie Grauengaard

- Kom og hent din vulvaafstøbning, opfordrer kunstmuseet. Foto: Amalie Grauengaard

AALBORG:Mangler du din vulvaafstøbning? Det vil Nordjyllands kunstmuseum, Kunsten, gerne vide, da museet har flere på lager efter et arrangement i sommer, hvor kvinder kunne få lavet en gratis afstøbning af deres kønsorganer.

Ifølge kommunikationsarbejder ved Kunsten, Mette Kirstine Godiksen, var der i sin tid omkring 22, som fik lavet en afstøbning. Men seks af dem er endnu ikke blevet hentet, efter museet fik dem tilbage fra kunstner Amailie Grauengaard, der både lavede afstøbningerne og efterfølgende sørgede for at få dem hærdet og bearbejdet i sit værksted.

- Det kan jo være en forglemmelse, men det kan jo også være sådan noget med, at det var noget der var sjovt i sommer, og så synes man måske alligevel ikke, det er så sjovt længere, siger hun.

Derfor har Kunsten nu lavet et Facebook-opslag, hvor man opfordrer ejerne af de sidste afstøbninger til at hente dem på museet. Og det har naturligvis givet anledning til en del sjove kommentarer - både fra folk, der tagger hinanden, men også nogle, der skriver, at de lige skal have fat i en trailer først.

- Det var egentlig et tilbud, som deltagerne i en af vores summer-lounges, fik. For der er jo stadig en del skamfuldhed omkring kvinders underliv, og mange ikke ved, hvad de skal kalde deres egne kønsorganer. Og derfor havde vi en på scenen, som har en hel blog, der handler om emnet, og samtidig var der så et lille værksted inde i et kontor, hvor man kunne få lavet en afstøbning hos hende her designeren bag en lukket dør, fortæller Mette Godiksen.

Var det noget med et personligt smykke, der ligner en vulva? Foto: Amalie Grauengaard

Var det noget med et personligt smykke, der ligner en vulva? Foto: Amalie Grauengaard

Bagefter var hun behørigt imponeret over, hvor mange nordjyder, der valgte at tage imod tilbuddet.

- Der var flere, end jeg egentlig havde troet. Så det var lidt vildt, for hun havde også lavet et helt bord, hvor der var eksemplarer fra tidligere, som folk meget nysgerrigt var henne og kigge på og røre ved, forklarer hun.

På Amalie Grauengaards hjemmeside, Cono Jewelry, kan man blandt andet se, hvordan hun har viderebearbejdet nogle af sine vulvaafstøbninger til smykker, og derfor håber Kunsten også, at ejerne til de uafhentede afstøbninger fra summer-loungen har lyst til at hente dem og bruge dem som en kreativ og unik gave enten til sig selv eller en, de holder af.

- Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men jeg fik faktisk en fornemmelse af, at mange af de unge, som deltog i loungen, er kommet en del længere og er knap så generte, som vi var i min tid, tilføjer Mette Godiksen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.