Debat

Welcome to Aalborg!

Mette Bugge, erhvervsdirektør i BusinessAalborg, Aalborg Kommune
Mette Bugge, erhvervsdirektør i BusinessAalborg, Aalborg Kommune

Aalborg has it all. 

I hvert fald når det kommer til forskellige folkeslag. Intet mindre end 145 forskellige nationaliteter kan du være heldig at møde i Aalborg, hvilket betyder, at vi alle sammen på daglig basis beriges af mange forskellige sprog og kulturer.

Men udover glæden ved at møde diversitet og forskellighed, så kan vi også glæde os over, at der er folk udefra, som ønsker at arbejde og bo i vores kommune. Internationale borgere og den internationale arbejdskraft er nemlig helt afgørende, hvis vi skal besætte alle ledige jobs i aalborgensiske og nordjyske virksomheder - både nu og i fremtiden.

Ifølge Dansk Industri har otte ud af de 11 nordjyske kommuner haft større vækst i antal internationale medarbejdere end i antal danske medarbejdere i 2023.

I Nordjylland er antallet af internationale medarbejdere steget til det dobbelte over 10 år, hvoraf mange udfører ufaglærte eller faglærte jobs på kryds og tværs af brancher. Ser vi alene på Aalborg er der i dag 7.871 fuldtidsbeskæftigede internationale medarbejdere.

Vi skal fortsat tage imod international arbejdskraft med åbne arme. Tilflyttere bliver hjulpet igennem papirarbejdet hos medarbejdere ved International Citizen Service i Aalborg, når de skal registrere sig. 

Med de rigtige dokumenter under armen og en forhåndsbooket tid kan papirarbejdet ofte ordnes på under en halv time.

Derudover kan medarbejdere ved International House North Denmark være behjælpelige i forhold til bosætning, netværk og jobsøgning for medfølgende ægtefæller samt gode råd til et aktivt liv i forenings-Danmark. 

For udover at være et godt sted at bo og arbejde, så skal Aalborg Kommune også være et godt sted at leve.

Mødet mellem forskellige kulturer stiller krav til os alle - som arbejdsgivere, ledere og som kolleger. 

Når vi skal kunne rumme en højere grad af diversitet og forskellighed, så skal vi samtidig være åbne for, at sproget på arbejdspladsen kan ændre sig, at de menneskelige værdier kan være nogle andre, end dem vi plejer at møde, at reaktionen på vores ellers gode nordjyske humor kan udeblive, og at de sociale mønstre på arbejdspladsen kan blive taget op til revision.

Som arbejdsgivere kan vi først og fremmest inddrage hele arbejdspladsen i at få skabt en fælles kultur, som inkluderer vores internationale kolleger. Vi kan samtidig støtte op om, at medarbejderen lærer dansk og får sin familie med til Danmark, da dette styrker evnen til at fastholde den nye kollega.

Som ledere kan vi skabe tydelighed om medarbejderens opgaver ved at sikre, at relevante dokumenter er oversat, så medarbejderen hurtigt kan blive selvkørende.

Som kollegaer skal vi være ekstra opmærksomme, for som danskere, og måske i særdeleshed som nordjyder, er vi blandt tilflyttere kendte for at være svære at komme ind på livet af. 

Hjælp din nye kollega med at lære at forstå alle de uskrevne regler på arbejdspladsen og gør også gerne en indsats for at introducere lokale kulturtilbud, sportsaktiviteter og foreningsliv.

Internationaliseringen er kommet for at blive, og det håber vi også, at alle vores internationale kolleger er. Velkommen til!

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden