Aalborgenser til tops i Bangkok

Benny Thomsen er direktør i en thailandsk milliardkoncern. Hans vej fra et fattigt kvarter i Aalborg til Bangkoks bonede teaktræsgulve har været spændende og fyldt med hårdt arbejde. NORDJYSKE har mødt den utraditionelle aalborgenser, der netop nu opfører

BANGKOK:Det er billederne på vægen, der afslører ham. De to litografier af Erling Juul forestiller et fredfyldt nordjysk fiskerleje. Ellers er der ikke meget, der vidner om, at kontoret i det centrale Bangkok tilhører en dansk forretningsmand. Men selvom 59-årige Benny Thomsen har boet 15 år i Thailand og ikke føler sig specielt dansk, er den rolige stemme og aalborgensiske accent ikke til at tage fejl af. - Her handles jo udelukkende på thai og engelsk, så til daglig går jeg ikke rundt og føler mig som dansker. Men jeg har nok stadigvæk lidt nordjysk krejlerblod i årerne. Eneste udlænding Benny Thomsen sidder i dag på posten som bestyrelsesmedlem og er en af tre direktører i koncernledelsen i firmaet C.A.S - Charoen Aksorn Holding Group - et thailandsk industrikonglomerat med en omsætning på mere end 6 milliarder baht, eller omkring 1,1 milliarder kroner. Han er eneste farang - udlænding - iblandt de 900 ansatte i C.A.S-koncernen, der udover en række virksomheder indenfor den grafiske industri er storleverandør af papir med et salg på 15.000 ton om måneden. Desuden ejer koncernen en kondomfabrik, som Benny Thomsen startede i 1994. Fabrikken afsætter årligt 500 millioner kondomer på verdensmarkedet. Med en vækstrate på over 7 procent i 2003 er Thailand for alvor kommet ud af det økonomiske stormvejr, som hærgede, efter at Sydøstasiens såkaldte tigerøkonomier krakkede i 1997. I dag er landet, næst efter Kina, den hurtigst voksende økonomi i Asien. En flodbølge af internationale virksomheder, heriblandt mange danske, flytter hele eller dele af deres produktion til landet, og set fra Benny Thomsens skrivebord er der ikke tvivl om hvorfor. Skattefrihed - Thailand har den rette kombination af en god infrastruktur, lave lønninger og produktionsomkostninger. Det er mere politisk stabilt end de andre attraktive lande i regionen som for eksempel Vietnam, og Thailand har desuden BOI, foræller Benny og forklarer, at BOI er den skattefrihed, som de thailandske myndigheder tildeler virksomheder, der placerer deres investeringer i specielle industrizoner, ofte uden for Bangkok. I koncernledelsen i C.A.S ligger Benny Thomsens arbejdsområde hovedsageligt i maskineri- og papirdivisionen, import og eksport, og alle internationale aftaler vender Bennys kontor. Hans hjertebarn er den virksomhed, der hvert år importerer omkring 130 brugte trykkerier fra Europa, og videresælger dem på det thailandske marked. - Investeringstempoet er det, jeg elsker ved at arbejde i en asiatisk virksomhed. Man bruger ikke tiden på at studere lange økonomiske investeringsmodeller, men handler så snart gode ideer og muligheder opstår. Svar på Silicon Valley Netop nu opfører Benny Thomsen og C.A.S-koncernen Printing City, en industriby 26 kilometer vest for Bangkok, der når den er færdigopført i 2005 bliver den grafiske industris svar på Silicon Valley. Hvor kunder, leverandører, medarbejdere og konkurrenter i trykkeribranchen bor dør om dør og nyder godt af synergieffekter og BOI-skattefrihed. C.A.S-koncernen byggemodner og sælger jorden, som er paa 1,6 millioner kvadratmeter til produktion, og flytter desuden selv store dele af sin produktion og lagre til Printing City. Derudover kommer byen til at indeholde en trykkerskole, messehaller og over 1000 huse for de ansatte. - Både vores virksomhed og mange andre i branchen stod foran større udvidelser, men da man ikke kan udvide industrien midt i Bangkok, fik vi ideen til at samle en del af den grafiske industri i en stor by. Imponerende CV Benny Thomsen voksede op under ydmyge kår i efterkrigstidens Aalborg i det fattige arbejderkvarter Kattevad, der i dag er saneret. Fra han var seks år arbejdede han på kvægtorvet til en krone om dagen. - Det var en fattig tid og et meget hårdt kvarter. Jeg lærte både at give og få øretæver. Desuden lærte det mig en hel del om godt kammeratskab og glæden ved at tjene egne penge, husker Benny. Efter syv års skolegang flyttede Benny hjemmefra og kom i lære som trykker i Aksel Schølins Bogtrykkeri i Maren Turisgade. Her fik han sit svendebrev, og siden er listen over job og oplevelser på hans farverige CV imponerende lang og differentieret. Fra trykkersvend i Horsens, matros på verdenshavene, trykkeriejer i Struer, ulandsfrivillig og Danida-rådgiver i Kenya samt en akademisk uddannelse som grafonom fra den Grafiske Højskole i København - til Danida-ekspert i Tanzania, motorcyklist fra Jordan til Danmark og fabrikschef i Odder. I 1987 blev Thailand føjet til listen, da Benny Thomsen blev fabrikschef hos en dansk kreditkortproducent. Det var herfra han i 1990 kom til C.A.S-koncernen, der på dette tidspunkt havde ca. 50 ansatte, hvor han med årene er avanceret og ind-trådt i koncernledelsen. Ingen forkromet plan - Jeg har aldrig været bange for at bryde op og prøve noget nyt. Hvis jeg ikke finder mit liv eller job interessant og udviklende, så rejser jeg, fotæller Benny, der senest i 1997 illustrerede det ved at sige sin trygge direktørstilling op og rejse til den lille bjergstat Bhutan i Himalaya. Her ledede han i tre år et lokalt trykkeri i et Danida-projekt, inden han i 2000 vendte tilbage til Thailand og C.A.S koncernen - Jeg har aldrig haft nogen forkromet plan med mit liv, men levet det en dag ad gangen. Jeg har flakket rundt og prøvet de ting, jeg har fundet virkelig interessante. Men det er klart, at for at vinde i lotteriet er man nødt til at købe nogle lodsedler, tilføjer han. Benny Thomsen har tre voksne børn, der bor i Danmark. Han bor selv med sin thailandske kone, der er marketingdirektør i et fransk firma, tæt på C.A.S-gruppens hovedkvarter. Deres hus er langt fra prangende set udefra, men dækker over to store byhuse på fire etager, der er slået sammen til et. - Hvis man på ydersiden viser, hvad man har, så bliver der bare indbrud, vurderer Benny og sætter kræmmersmilet op. Rige socialister - Skatten er lav herude, og der følger selvfølgelig også en god løn med mit ansvar. Men jeg kan også godt lide at bruge penge, leve godt og se på smukke ting, fortæller Benny, der bl.a. samler på kinesiske møbler og antikviteter. - Jeg er vokset op i et fattigt, socialistisk arbejderkvarter, og selvom jeg i dag har et godt job og lever af at skabe kapital, så er min tankegang stadig socialistisk på mange måder. Men modsat mange af mine gamle 68’er kammerater, der troede, at socialisme gjaldt om, at vi alle sammen skulle være lige fattige, så er min indstilling til socialisme, at vi alle sammen skal være lige rige, filosoferer Benny Thomsen. De fleste af hans gamle kammerater fra baggårdene i Kattevad blev ufaglærte fabriksarbejdere, og selvom Benny Thomsen i dag sidder højt på den sociale rangstige i Bangkok, har han stadig gode venner i barndomsbyen. - Jeg er altid nede og få en bajer med gutterne, når jeg er i Aalborg. For at genopfriske minder og venskaber og huske hvor jeg kommer fra. Men mange af dem er desværre døde. Jeg tilhører en generation, hvor mange sled sig selv op med hårdt fysisk arbejde. Hele mit liv har også været præget af arbejde, og jeg har ikke lyst til at sætte farten ned og lade mig pensionere. Hvem ved, måske får jeg alligevel en dag lyst til at købe et lille hus i Sydthailand, hvor jeg kan sidde på verandaen og fiske. Men jeg tvivler.