Dronninglund

Aalborgenserne har øje på Kunstcentret

Mange af gæsterne komme fra syd for Limfjorden

Michael Sørensen, Kasper Nyhus og Jeppe Norris har besøgt Kunstcentret mange gange under arbejdet med deres projekt.Foto: Jørgen Ingvardsen

Michael Sørensen, Kasper Nyhus og Jeppe Norris har besøgt Kunstcentret mange gange under arbejdet med deres projekt.Foto: Jørgen Ingvardsen

DRONNINGLUND: Kunstcenteret trækker hvert år omkring 10.000 gæster til de mange udstillinger og arrangementer, og en stor del af gæsterne kommer fra Aalborg.
Det viser en undersøgelse, som tre unge kommunikationsstuderende fra Aalborg Universitet netop har udarbejdet i forbindelse med et projekt, som de har arbejdet på de seneste tre måneder. Undersøgelsen er lavet i forbindelse med årets påskeudstilling.
- Den typiske besøgende er mellem 55 og 76 år, og fælles for de mange gæster er, at de fleste har besøgt Kunstcentret mange gange, fortæller Jeppe Norris, der er en af de studerende, der har medvirket i projektet.
- Man kunne måske tro, at de fleste gæster kommer fra Dronninglund og omegn, men faktisk kommer der flere besøgende fra Aalborg Kommune end fra den tidligere Dronninglund Kommune. Et flertal af gæster kommer dog fra områderne nord for Limfjorden. 56 procent kommer herfra, mens 44 procent tager turen over Limfjorden. Gæsterne er åbenbart tilfredse med stedet, for over 75 procent har besøgt Kunstcentret mere end fire gange, fortæller Jeppe Norris.
De tre studerende har i deres projekt arbejdet på at finde nye måder at markedsføre Kunstcentret på. Her peger man blandt andet på, at man bør bruge Facebook mere aktivt, ligesom man også skal være bedre til at bruge QR-koder.
- Vi vil meget gerne hjælpe Kunstcentret, og derfor bruger vi her i sommerferien lidt tid på at gøre facebook-siden lidt mere spændende. Det er en nem og god måde at komme i kontakt med en større gruppe, slutter Jeppe Norris.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.