Turisme

Aalborgensisk charmeoffensiv i Norge

Nordmænd er vilde med Aalborg, og Aalborg er vilde med nordmænd, så nu skal der kæles ekstra meget for gæsterne fra nord.

Derfor har Aalborg Turist- og Kongres Bureau taget nye initiativer, der skal stimulere interessen for at besøge byen. Redskabet er en ny folder til nordmænd, og Aalborg Turist- og Kongres Bureau har især målrettet indsatsen mod de nordmænd, der rejser med det norske rederi Fjordlines, som gennem de seneste år har øget antallet af passagerer, der rejser fra det vestlige Norge for at besøge Danmark. Færgen lægger til i Hanstholm, hvorefter turisterne med bus fragtes videre til Aalborg. Aalborg Turist- og Kongres Bureau vil nu hjælpe normændene på vej med den nye folder, som nordmændene har haft tid til at studere i ro og mag på den 16-18 timer lange færgerejse. - I den nye folder har vi gjort meget ud af at fortælle om de glemte skatte i byen. Aalborg er meget andet end gågaderne, så vi fortæller for eksempel også om gallerier, kunsthåndværkere, de gamle gader i Aalborg og kommer med gode ideer til, hvor gæsterne kan spise, fortæller salgschef Anne-Marie Jensen, Aalborg Turist- og Kongresbureau. I den nye folder giver Aalborg Turist- og Kongres Bureau 10 tips til gode oplevelser. Indholdet i folderen skifter indhold hver tredje måned, og det giver mulighed for at komme med aktuelle informationer om, hvad der rør sig i byen. I den første folder opfordres nordmændene blandt andet til at opleve kunst i Gallerie Wolfsen, til at besøge glaskunstner Lene Højlund og spise et lækkert måltid på restaurant Provence. - Vi fortæller gæsterne, hvad vi synes, de skal opleve lige nu. Men når vi kommer længere hen på året, er der andre tilbud. Vi ved, at turisterne gerne vil have gode tips, men det er ikke sådan, at de skal føres rundt - de skal have muligheden for selv at vælge mellem de forskellige tilbud, forklarer Anne-Marie Jensen. Hun er også glad for et samarbejde med Aalborg Kongres- og Kultur Center om kulturpakker til byens gæster. Gæster, der har købt en kulturpakke hos Aalborg Kongres- og Kultur Center, der indeholder overnatning, middag og foretilling, får folderen tilsendt cirka en uge før arrangementet. De har derefter mulighed for at planlægge deres Aalborg-besøg ud fra de 10 tips. Som en ekstra service tilbydes kulturpakkegæsterne ét af de 10 tips, så de for eksempel kan gå med på en guided tur i byen kvit og frit. Det første kulturarrangement finder sted 28. februar, hvor gæsterne skal opleve Les Miserables, og der er også solgt kulturpakker i forbindelse med opførelsen af andre foretillinger. Velhavende nordmænd Charmeoffensiven over for de norske turister skal ses i lyset af, at nordmændene i de seneste år for alvor har fået øje på Aalborgs kvaliteter. Anne-Marie Jensen forklarer, at der var flest svenske turister i byen for seks-otte år siden. Men nu er det især nordmændene, der springer på færgen, og Norge er blevet det største marked for Aalborg. Sidste år satte nordmændene sig på 108.000 overnatninger i Aalborg, hvilket var en stigning på hele 17 procent i forhold til året før. I alt nåede Aalborg op på 358.000 hotelovernatninger. Det var en fremgang på 4,5 procent, så det understreger blot nordmændenes betydning. Aalborg Turist- og Kongresbureau har ikke overblik over antallet af norske endagsturister, men der har været tale om en kraftig stigning, fortæller Anne-Marie Jensen, der kan konstatere, at nordmændene også bruger mange penge, når de slår sig løs i byen. Derimod sparer svenskerne mere og afsætter et mindre beløb til deres ferie. - Nordmændene er meget trofaste gæster, for mange af dem kommer igen, når de først har været her én gang. Vi vil selvfølgelig gerne øge interessen endnu mere blandt nordmændene, og det er vores forventning, at vi får endnu flere gæster, som har været her før, siger Anne-Marie Jensen.