Aalborgensisk vellyd hos Kia og Hyundai

AM3D har indgået millionaftale med koreansk koncern

'Made in Aalborg', sådan kommer der fra et tidspunkt næste år til at stå på den lyd, der strømmer ud af musikanlæggene i nye bilmodeller af mærkerne Hyundai og Kia. En aftale, som lydfirmaet AM3D netop har underskrevet med det koreanske selskab Hyundai-Kia Motor Company, indebærer, at Aalborgfirmaet over en periode på fem år skal levere software, der gør det muligt at bruge billigere komponenter i bilernes musikanlæg, uden at det forringer lydoplevelsen. AM3D¿s administrerende direktør Sven Vestergaard betegner ordren som et stort gennembrud for den lille udviklingsvirksomhed. - Vores teknologi finder dermed vej til rigtig mange bilmodeller og vil blive installeret i adskillige millioner biler, siger han. Teknologien vil indledningsvist blive benyttet i koncernens små og mellemstore modeller. Mere naturlig lyd AM3D har specialiseret sig i teknologi, der kan gøre simpel monolyd tredimensional, så det menneskelige øre næsten opfatter den mere naturlig. I forvejen har AM3D leveret udgaver af teknologien til forsvarets F16-fly, DR¿s nye koncertsal og til Samsungs mobiltelefoner. Endvidere har virksomheden netop indgået en aftale med den danske producent af hovedtelefoner GN Resound. - I forhold til de sidstnævnte er bilindustrien meget interessant, fordi bilmodeller og dermed vores leverance lever i længere tid, hvilket giver en mere stabil omsætning, siger direktøren, der skønner at ordren over de fem år vil indebære en omsætning på et tocifret millionbeløb. Samtidig vurderer han, at aftalen ender med at række ud over de fem år. - Når man først er inde i forhold til sådanne kunder, så har man gode muligheder for at blive der, siger Sven Vestergaard, der samtidig forestiller sig teknologien udbredt til andre bilmærker, da den koreanske koncern via datterselskabet Autonet leverer musikanlæg til bilmærker som VW, Toyota og Ford. En forventning, der bygger på, at der blandt bilproducenterne i disse år er stor fokus på lydteknologi. I hård konkurrence - Det kommer blandt andet til udtryk ved, at bilindustrien bruger flere penge på udvikling af multimedier end på udvikling af motorteknologi, fortæller Sven Vestergaard. Forud for kontrakten med Hyundai har AM3D i mere end et år været i hård konkurrence med fem-seks konkurrenter. Ifølge Sven Vestergaard var det mere resultaterne af langvarige lydtest end prisen, der gjorde udslaget. AM3D, der er et datterselskab i NORDJYSKE-koncernen, har 10 ansatte. Med den nye ordre får firmaet brug for mindst yderligere fire medarbejdere.