Aalborgs butikker klar til 12 timers sjov

Aalborg City regner med over 100.000 kunder.

Helt til klokken 22 i aften kan man handle i Aalborgs midtby - og Aalborg City regner med over 100.000 kunder. Billedet er fra sidste års Day & Night. Arkivfoto: Michael Koch

Helt til klokken 22 i aften kan man handle i Aalborgs midtby - og Aalborg City regner med over 100.000 kunder. Billedet er fra sidste års Day & Night. Arkivfoto: Michael Koch

Det skal være sjovt. Det skal være service på allerhøjeste plan. Og det skal være 12 timer i træk. Aalborg Citys direktør, Flemming Thingbak, er ikke i tvivl om, at der bliver tryk på i midtbyen i dag, når de forretningsdrivende byder på forsommerens traditionelle Day & Night-arrangement i tidsrummet 10-22. - Vi gør, som vi plejer. Det kan jeg jo egentlig ikke lide at sige, for man skal altid huske at udvikle tingene, mens det går godt. Men det viser sig bare år efter år, at byen er i fuld vigør og tiltrækker tusindvis af mennesker, som synes, det er hyggeligt med de velkendte traditioner: Længe åbent, masser af gode tilbud og oplevelser både inde i butikkerne og udenfor, siger Flemming Thingbak. - Perfekt shoppingvejr Han glæder sig i høj grad over vejrudsigten, der lover sol og cirka 16 grader. "Perfekt shoppingvejr", som giver Flemming Thingbak tro på over 100.000 kunder i Aalborgs gader og butikker. - Også i år bliver Day & Night bakket massivt op af butikkerne. Alle butikkerne er med, det er simpelthen hele byen, konstaterer han, - Er der virkelig ikke en eneste, der ikke har åbent om aftenen? - Ikke mig bekendt. Og de fleste af butikkerne har desuden sørget for at supplere de gode tilbud med ekstra oplevelser for kunderne. Nogle skænker champagne eller fadøl, andre laver små modeshows eller konkurrencer. Jeg har en klar fornemmelse af, at man de seneste 14 dage har siddet ude i baglokalet og snakket om "hvad finder vi på?", bemærker City-chefen. Dagen bliver også krydret med uddeling af Årets Facadepris, som denne gang går til herretøjsforretningen CC Christensen i Algade. Big Fat Snake runder af Som tidligere år bliver Day & Night rundet af med en koncert med et kendt musiknavn - denne gang Big Fat Snake, som spiller på Gammeltorv fra klokken 22, når butikkerne lukker. - Big Fat Snake er selvfølgelig også et trækplaster. Det er lidt unikt, at man kan gå til koncert i Aalborgs centrum fuldstændig gratis, siger Flemming Thingbak. Inden koncerten bliver der budt på discjockey-musik på Gammeltorv, hvor aftenen også indeholder en række aktiviteter i anledning af det nært forestående EM i fodbold for U21-mandskaber. Planen var, at der blandt andet skulle opstilles en fartmåler, så man kunne teste, hvor hårdt man kan sparke til en fodbold. Men fartmåleren kommer ikke alligevel - den gik i stykker under forrige weekends børnekarneval, fordi en deltager sparkede for hårdt, oplyser Keld Rud Nielsen fra Aalborg Events, der arrangerer fodboldaktiviteterne på Gammeltorv.