Aalborgs festgade bliver hotspot - risiko for opholdsforbud

Politiet vil undgå, at folk stimler sammen i festgaden Jomfru Ane Gade i Aalborg. Området gøres til hotspot.

Der nedlægges et hotspot i Jomfru Ane Gade. (Arkivfoto)

Der nedlægges et hotspot i Jomfru Ane Gade. (Arkivfoto)

AALBORG:Når restauranter og barer i Jomfru Ane Gade i Aalborg lukker, kan for mange mennesker blive forsamlet i gaden.

Og det giver risiko for nye smittekæder, skriver Nordjyllands Politi, der fra torsdag har udnævnt gaden til et corona-hotspot.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at det træder i kraft torsdag og vil gælde indtil 31. maj.

Tiltaget betyder, at politiet vil holde ekstra øje, og hvis ikke anvisninger følges, vil politiet kunne udstede et decideret opholdsforbud.

- Og vi vil være nødt til at handle hurtigt, hvis der opstår episoder, der kræver en indgriben fra politiets side, siger politiinspektør Claus Danø i politiets meddelelse.

Politiet ønsker at undgå, at for mange mennesker klumper sig sammen i gaden - særligt ved lukketid. Restaurationer skal i dag stoppe servering senest klokken 22 og lukke en time efter.

- Da vi kan se, at smittetallet i Aalborg Kommune, særligt blandt de unge, er stigende, ja, så sætter vi ind med dette skridt for at undgå sammenstimlen ude for restaurationerne, siger Claus Danø.

Han opfordrer borgerne i almindelighed og de unge i særdeleshed til stadig at huske hinanden på den fornuftige adfærd med blandt andet afstand og hensynsfuldhed.

Politiet vil sætte skilte op og være ekstra til stede i området.

- Vores patruljer vil befinde sig i og omkring Jomfru Ane Gade, hvor vi vil gå i dialog med gæsterne – særligt omkring lukketid, så vi undgår, at gæsterne klumper sig for meget sammen, når de forlader gaden, siger Claus Danø.

Det midlertidige hotspot gælder i Jomfru Ane Gade samt Jomfru Anes Gård og Vesterå.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.