EMNER

Aalborgs førstedame i et halvt århundrede

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

To berømte kommunale aalborgensere - Aalborg-manden og servicechef Anni G. Walther. Den største forskel på dem er ikke svær at konstatere: Han er troligt der, hvor han nu engang er, foran den kommunale administrationsbygning på Boulevarden i Aalborg. Anni Walther er alle steder. FOTO: GRETE DAHL

AALBORG:Selvfølgelig bliver der sagt tillykke i hver eneste tale, som holdes i morgen eftermiddag på Aalborg Rådhus under den reception, der markerer servicechef Anni Walthers 50 års jubilæum. Hvad der imidlertid kan være en rigtig god bookmaker-leg, er gætterier om, hvem lykønskningen egentlig rettes imod? Aalborg får garanteret sin del: Det er ikke enhver by beskåret at have og have haft en førstedame af Anni Walthers støbning i et halvt århundrede. Måske, når ret skal være ret, var hun ikke førstedame, da hun blev ansat i skatteforvaltningen som 16-årig, men eftersom hun ikke havde været ret længe i gårde, før det rygtedes, at hun vist skulle være med til at ligne, har hun garanteret gjort sig bemærket allerede da. Angiveligt for det, hun siden er rost for både i medierne og mand og mand imellem blandt dem, hun har arbejdet sammen med: for en enorm energi, fordelt på forretningsmæssig professionalisme og personligt engagement og med et talent for planlægning, der breder sig ud i detaljerne. Og ikke mindst det sidste er et tosidet sværd, anes det: Det er de overraskende og velorganiserede detaljer, der understreger succesen med det, hun agerer i, og det er dem, der kan være plagsomme for de folk, hun har i sin stab: De kan være helt sikre på, at hvis de misser noget, så opdager bossen det. For nok forventer hun, at folk kan leve op til de opgaver, de får - men hun vil godt lige selv have fingrene i, hvad der sker. Og der sker meget i Anni Walthers omegn. I det lokale snit fra villavejen i Gug over den kommunale base på Boulevarden og til sommerhuset i Blokhus, men også bredt ud til den verden, der er uden for bygrænsen, og som hun - og på Serviceafdelingens (læs: hendes) initiativ også Aalborg - er vild med. Så vild, at intet derude er så stort, at Aalborg ikke kan være med til det - eller ikke kan få det til Aalborg. Mere ud af et døgn Et kedeligt planlægningsmenneske, siger hun, uden at man skal forledes til at tro, at eventmanualer og kalendere og andre planlægningsværktøjer er målet. De er tværtimod midlet til, at hun kan blande sig i alt det sjove og udadvendte og få mere ud af et døgn end de fleste. Forklaringen skulle være, at hun simpelthen stod absolut forrest, da der blev delt energi ud, så hun simpelthen ikke kan lade være, mens hun til gengæld, efter eget udsagn, ikke nåede frem, så længe der var musiske talenter på hylderne. Anni Walther kan hverken synge eller spille, siger hun. Og smiler garanteret til. Måske med en indre tilfredshed over, at hun til gengæld kan få andre til det, når hun svinger dirigentstokken. I hvert fald har hun en magisk evne til at involvere alle nyttige muligheder, når hun har fundet på verdensbegivenheder, der skal have hjemsted i Aalborg. Tit endda inden folk selv har opdaget, hvor involverede de er. Og så er fælden allerede klappet. Fru Aalborg har allerede for egen regning forpligtet de pågældende til anden side - og hvem kan så svigte? En taktik, som 50 års jubilaren vel kan have lært sig som øjenvidne til det politiske spil, hvor hun på siden af (eller i hvert fald lige bag ved) fire borgmestre har sat en ære i at sige sin mening om alle ting undtagen en enkelt: Hvilket parti, der efter hendes mening bør/burde styre Aalborg. Den har hun holdt for sig selv. Vild med sko Hvad erfaring og taktik rækker til på jubilæumsdagen, når det er fru Walther selv, der skal være centrum for dagens kommunale event i morgen, og derfor for en gangs skyld er holdt uden for indflydelse, kan ikke forudses. Men man kan forestille sig et par ting: At hun har tjekket sin drejebog for kommunale jubilæer for at være opdateret. At hun har forberedt sig på, at hun nok skal sige tak til nogen. Og at hun har et par af sine bedste sko på. Hvorimod man næppe skal forvente, at jubilaren fælder en tåre. Dem har hun ikke let til, siger hun. Og selvfølgelig: Hvor svært ka’ det være? Eller som jubilaren vil sige: No problem!