Trafikforhold

Aalborgs p-kunder går over til kort

Bilisterne glade for at afregne for eksakt forbrug

AALBORG:Et støt stigende antal kunder bruger kreditkortet, når de skal betale for at parkere i Aalborg. Overalt på de 2200 parkeringspladser nær Aalborgs centrum kan man betale med kort i p-automaterne, og den seneste opgørelse viser, at det benytter 41 procent sig af. Til sammenligning var tallet i 2005 kun 10 procent. Resten fandt kontanter frem. Stigningen i betaling med kort hænger sammen med, at det i starten kun var muligt på udvalgte p-pladser. Men nu er det indført på alle betalingspladser. - Vi får mange positive reaktioner fra kunderne. De er glade for, at de betaler bagud og dermed kun for den tid, som de helt nøjagtig har brugt, siger Hanne Graungaard fra teknisk forvaltning. Kunderne skal huske at tjekke ud med kreditkortet, når de forlader en p-plads, men på de kommunale pladser er det kun en meget lille del af kunderne, som glemmer det. I øjeblikket mellem en halv og en hel procent. Hvis parkeringen ikke afmeldes, sker det automatisk efter en bestemt periode. Ved automatisk afmelding skal der betales for den samlede parkeringstid. På hverdage kl. 8-18 og lørdage kl. 8-14 indtil afmelding er sket. På p-pladsen ved Aalborg Kongres & Kultur Center sker der en automatisk afmelding efter en uge - betaling dog maksimalt 224 kroner. For de øvrige p-pladser sker afmeldingen efter to døgn. Maksimal betaling er 280 kr. afhængig af takstområde.