Lokalpolitik

Aalborgs våben er det naturlige valg

Man fristes til at sige, at Sejlflod Kommune har overgivet sig, når kampen om det nye kommunevåben i den nye Aalborg Storkommune skal udkæmpes.

Borgmester Kristian Schnoor (S) har i hvert fald ikke i sinde at drage ud på slagmarken. Overmagten er simpelthen for stor. - Alle med lidt realitets-sans ved, at det er helt naturligt, at det bliver Aalborgs kommunevåben, der skal repræsentere den nye storkommune. Aalborg er hovedbyen, og det nye kommunevåben skal selvfølgelig symbolisere hovedbyen, siger Sejlflod-borgmesteren, der dog er glad for sit nuværende kommunevåben. Sejlflod Kommunes våben blev først registreret i midten af 80'erne under store diskussioner, fortæller Kristian Schnoor. - Men i dag er det blevet accepteret, og jeg synes da, at det er flot og repræsenterer kommunen godt, siger han. Sejlflods kommunevåben indeholder naturligvis et vildsvin som symbol for Vildmosen samt en blå bølge, som et symbol på vandet der omgiver kommunen. - Og selvfølgelig er jeg ked af at skulle af med det, men sådan er livet, siger Kristian Schnoor, der ikke kan forestille sig, at der bliver ret meget debat om denne "lille" sag.