Aalborgstrio holdt lav profil

Børge Lund tvivlsom til HSH-kamp

Norge 26. september 2002 08:00

Norge - Danmark25-24 (10-13) Håndbold, mænd ØYSTESE: Trioen fra Aalborg HSH holdt sig beskedent i baggrunden, da tre spillere fra klubbens ligahold i aftes figurerede i trupperne til landskampen i Øystese i Norge. Christian Back fik kun en halv snes minutter på det danske hold midt i anden halvleg uden at komme på scoringslisten, mens fløjkollegaen Håvard Tvedten var på banen i omkring halvdelen af kampen og bidrog til den norske sejr med to scoringer uden at yde nogen prangende indsats. Den tredje HSH'er, bagspilleren Børge Lund, nøjedes med en plads på tilskuerpladserne på grund af de smerter i brystkassen, han fik i mandagens opgør mod Grønland, hvor han måtte udgå efter at have tegnet sig for fire af Norges scoringer. - Det går bedre nu, og jeg håber, jeg kan spille for HSH på lørdag hjemme mod Fredericia, lød det i aftes fra Børge Lund, mens han gratulerede holdkameraterne i det norske omklædningsrum. Manglende bredde Ved pausen tydede alt på dansk sejr efter en fornuftig første halvleg med godt målmandsspil af Kristian Asmussen og en solid opdækning, krydret med effektive kontraløb. I anden halvleg øgede Danmark til 16-12, men Norge scorede herefter seks gange på stribe. - Vi mistede tålmodigheden og blev straffet for en række hasarderede indspilninger. Vi løb tør for kreativitet og led under, at det kneb med udskiftningsmuligheder, forklarede landstræner Torben Winther, der kun rådede over fire bagspillere - Kristian Gjessing, Lars Krogh Jeppesen, Jesper Jensen og Klavs Bruun Jørgensen - efter at Joachim Boldsen og Lasse Boesen havde meldt forfald på grund af henholdsvis knæproblemer og halsbetændelse. Efter en dansk timeout fulgtes de to hold ad resten af kampen. Ved 24-24 var Søren Stryger spillet helt fri på højre fløj, mens hans skud blev afværget af den velspillende norske målmand Steinar Ege, og i stedet scorede Norge sejrsmålet på det efterfølgende angreb. Torben Winther ville på ingen måde klandre Christian Back for, at han var på banen i en del af den periode, hvor det danske spil ikke hang sammen, men landstræneren antydede i samme åndedrag, at HSH-fløjen næppe vil gå genvalg til landsholdets næste opgave, World Cup i Sverige om godt en måned. - I den turnering har jeg seks-syv spillere til rådighed, som ikke kunne være med i Norge, og Christian Back er selv bekendt med, at han fik chancen på afbud og normalt rangerer efter et par mere etablerede spillere. Men det var fint, at både han og andre unge talenter fik snuset til atmosfæren på landsholdet. Blandt de fraværende i Norge var Christian Hjermind, der sammen med Søren Stryger står forrest i hierarkiet på Christian Backs plads som højre fløj. Kampfakta: Topscorer for Norge: Frank Løke 5. Mål for Danmark: Lars Christiansen 5 (2 ), Michael V. Knudsen 5, Søren Stryger 5, Lars Krogh Jeppesen 2, Klavs H. Bruun Jørgensen 2, Kristian Gjessing 2, Jesper Nøddesbo 1, Lars Rasmussen 1, Jesper Jensen 1. Tilskuere: 609.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...