Fodbold

Aalborgstudenter besøger Gerå

JBU's POKALTURNERING, HERRE B, 3. RUNDE AALBORG: Jydsk Boldspil-Unions pokalturnering er populær blandt serieklubberne. Alene herrernes B-række blev i denne sæson indledt med 128 hold fordelt med 61 fra serie 4, 47 fra serie 5 og 20 hold fra serie 6. Efter de to første runder er holdantallet reduceret til 53, og blandt dem er fire fra klubber med adresse i Aalborg Kommune. Aalborgstudenternes IF fra serie 5 har været med lige fra begyndelsen og vundet 3-1 på udebane mod Jerslev-Sterup IF (serie 5) og 3-2 hjemme mod Arentsminde IF, ligeledes serie 5. I pokalturneringens 3. runde, der er sat til afvikling torsdag 22. maj, skal Aalborgstudenterne spille udebanekamp mod Gerå BK's serie 4-hold. Det bliver i øvrigt Grå-holdets første hjemmekamp efter udebanesejre mod to hold fra serie 5: 4-1 og 3-0 mod henholdsvis Vidstrup UIF og Ingstrup SF. Serie 4-mandskabet fra Øster Sundby B 32 skaffede sig let og behændigt videre til 3. runde, idet Team Midtfjord (serie 4) fra Hornum, slet ikke mødte op til kamp. 22. maj skal B 32'erne besøge Dybvad BK fra serie 4, som i 2. runde eliminerede Lundergaard IU (serie 4) med udecifrene 2-1. I 2. runde satte Vadum IF's serie 4-hold Ellidshøj IF (serie 5) på plads med 2-1. I 3. runde får Vadum IF fordel af hjemmebane mod Ravnkilde IF, ligeledes serie 4. Nørresundby Boldklub deltager i JBU-pokalturneringen med sit serie 4-hold. NB'erne kom videre fra 2. runde ved at vinde 7-6 ude mod Poulstrup-Vrejlev 81, og skal også 22. maj på tur. Denne gang sydpå for at møde Vive IF's mandskab i serie 5. brula