Aalestrup-børn overtog musikken fra voksne

Musik og sang på Knaberscenen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Entusiasmen var stor blandt det unge publikum.

AALESTRUP:Hvis nogen skulle være i tvivl om at sang kan glæde, løfte og forene, så skulle de have været på Knaberscenen mandag klokken 10. Her mødtes børn fra Aalestrups tre børnehaver, og hvor voksne kan have svært ved at presse toner ud mellem fortænderne, så var det lige før at mælketænderne ved denne begivenhed fløj med ud i rummet. Men så var der også tale om verdens største hits. For danske børnehavebørn. - Kender I den her sang? Den handler om en mariehøne, der er evigglad, spurgte kulturskolens leder Steen Lindgaard, som bag sit elklaver dannede duo med Holger Madsgaard på guitar. Og svaret "JAAAAAHHHHH" gled hurtigt over i sangen om det muntre insekt, der fik uendeligt meget sjov ud af at gå på et rabarberblad. Leder sat på gulvet - Det er første gang at vi børnehaver er gået sammen om at lave sådan et arrangement. Det er vores bidrag til ugens musikdage, fortæller en af de tre institutioners ledere, Paddehattens Rasmus Vetter. Han måtte selv sidde på gulvet under en del af koncerten, så fyldt var der. Det var ikke kun børn, som fyldte op, men også forældre, bedsteforældre havde sneget sig ind. Samt enkelte andre voksne med sans for dugfrisk sang. - Vi synes det er en god oplevelse at give børnene. Vi har arbejdet sammen mellem institutionerne på andre måder, men ikke bare sang. Men det kan da godt være, vi skal til at prøve det, siger Rasmus Vetter. Nye toner i Aalestrup Steen Lindgaard var glad for oplevelsen. Og starten på musikdagene, der allerede i sit andet år er vokset i styrke. - Folk tager utroligt positivt imod det. Vi har fået en virkelig fin start, og det spreder sig. Flere tager initiativ til noget selv, gør han op. Allestrup markerer sig i øvrigt stærkt på dette års musikdage. I aften er der koncert i Rosenparken med sambaoptog mens der torsdag atter er koncert på Knaberscenen, blandt andet med et lokalt band. De øvrige to institutioner bag mandagens børnekoncert var Aagades Børnehave og Højtoften.