Aalestrup IF møder bundhold

AALESTRUP:Det ser ud til at være en overkommelig opgave, der venter Aalestrup IFs håndboldherrer i danmarksserien i den kommende spillerunde. I hvert fald på papiret. Lørdag går turen nemlig til Brønderslev, hvor Aalestrup skal møde rækkens absolutte bundprop. Hjemmeholdet har stadig sæsonens første point til gode og det bør derfor være med en sejr, at Aalestrup IF returnerer til Himmerland. AIF må dog også fortsat se sig placeret i den tunge ende af rækken. Trods den seneste femmåls-sejr over Støvring ligger danmarksserieholdet lige under nedrykningsstregen med 11 point. Men der er i øjeblikket blot to point op til en friplads. Her ligger både Farsø og Team HOH/HIK. Klubbens andethold, serie 1, spiller søndag på udebane mod Skive.