EMNER

Aalestrups unge valgte Pia

Dansk Folkeparti fik flest stemmer ved prøvevalg på Aalestrup Realskole

AALESTRUP:Pia Kjærsgaard blev den store valgvinder, da eleverne på Aalestrup Realskole holdt prøvevalg. Dansk Folkeparti blev nemlig stemt ind på en klar førsteplads af de vordende vælgere. Ikke mindre end 31,55 pct. af stemmerne gik til dette parti, og Anders Fogh måtte således se sig slået, idet Venstre måtte nøjes med næstflest stemmer, nemlig 27,38 pct. - Hos de helt unge, der ikke følger politik så meget, spiller "kendtheden" uden tvivl en stor rolle. Så når så mange har sat deres kryds ved Dansk Folkeparti, er en af forklaringerne uden tvivl den, at Pia Kjærsgaard er et af de mest kendte politiske "ansigter", siger lærer Jesper Christensen, der dels forud havde sat folketingsvalget på skoleskemaet, og dels stod i spidsen for den praktiske valghandling, hvortil man bl. a. havde lånt stemmebokse fra kommunen, så det mest muligt lignede et rigtigt folketingsvalg. 162 af eleverne afleverede en gyldig stemmeseddel, og udover de nævnte placeringer var stemme-fordelingen på de øvrige partier følgende: Socialdemokratiet 10,71 pct., Enhedslisten 8,33 pct., Det Konservative Folkeparti 8,33 pct., Socialistisk Folkeparti 4,17 pct., Det Radikale Venstre 4,17 pct., Kristendemokraterne 3,57 pct. pct. og Minoritetspartiet 0 pct.