EMNER

Åletur og foredrag

Farsø Pensionistforening får i morgen besøg af Kirsten og Ove Glerup fra Lynderupgaard.

FARSØ:Foredragene fylder mest på Farsø Pensionistforenings efterårsprogram, men hos mange medlemmer er der også allerede sat kryds i kalenderen ved et punkt, der byder på både udflugt og en kulinarisk oplevelse. - Vi skal 29. oktober på vores årlige åletur, og der er allerede 35, der har tilmeldt sig turen. Med færgen fra Hvalpsund sejler vi til Salling og fortsætter videre til Mors. På Feggesund Færgekro spiser vi så ål, inden hjemturen går gennem Han Herred, fortæller foreningens formand, Henry Sørensen. Der sker dog allerede noget i pensionistforeningen i morgen, onsdag. Her kan man i klubhuset høre parret Kirsten og Ove Glerup fortælle om deres spændende liv, hvilket sker under overskriften fra "Guldager til Lynderupgaard". Sidstnævnte er parrets smukt restaurerede herregård, som de efter salget af deres store Løgstør-fabrik Vest Wood nu bruger en meget stor del af deres tid på at drive. Nye i bestyrelsen November-programmet indledes med den årlige generalforsamling, som holdes i Farsø Missionshus, hvor Henry Sørensen aflægger formands-beretning om virket i foreningen, der med sine godt 350 medlemmer er kommunens største ældreforening. Det ligger i øvrigt allerede nu fast, at valgene på generalforsamlingen vil omfatte tre nyvalg, idet Ruth Nielsen, Kristian Sørensen og Kristian Jørgensen stopper i bestyrelsen. Ugen efter generalforsamlingen er der hyggeeftermiddag i klubhuset, hvor Laurits Tophøj, Louns, fortæller om sit liv i flyvevåbnet, og 27. november kommer Andy Christensen, Løgstør, på besøg. Han fortæller og viser billeder fra Chile og Påskeøerne. December-programmet indledes med julehygge i missionshuset ved sognepræst Ole Larsen, Aars, og 28. december er der juletræsfest - ligeledes i missionshuset - ved Hans Aage Bager fra Brovst. Det nye år begynder traditionen tro med besøg i foreningen af kommunens førstemand, borgmester H. O. A. Kjeldsen.