AAM-atleter med selvtilliden i top

Flere atletikfolk nåede lige at sætte personligt bedste inden DM

AALBORG:Det er en flok atleter fra Aalborg Atletik og Motion med selvtilliden i top, der her i weekenden deltager i de danske mesterskaber i atletik i Odense. Flere af dem nåede i seneste træningslejr i Polen at sætte personlige rekorder. I alt 12 Aalborg-atleter - klart flere end tidligere år - er med ved DM, og af dem satte fire personlige rekorder ved et stævne i polske Bielsko Biala som afslutning på en træningslejr der. Mads Møller løb 52,55 sekunder i 400 meteren, som iøvrigt blev vundet af Jacob Riis i 48,57. Jon Yde-.Bentsen løb 110 meter hæk i tiden 15,35 sekunder og satte desuden personlig rekord i 100 meter med tiden 11,09 skeunder. Også Katrine Mikkelsen løb sin bedste 400 meter med tiden 57,89. - Det er helt sikkert, at vore atleter har selvtilliden i orden efter de fine resultater i Polen, og vi tror også på medaljer til klubben i flere discipliner ved DM, forsikrer formand i AAM, Gitte Melph. Afkast af satsning Hun kalder de flere deltagere et afkast af den elitesatsning, klubben har gjort ved at hente polske Piotr Hazek inmd som cheftræner. - Det er i de discipliner, han specialtræner - sprinterløbene, længde og højdespring - at vi har fremgangen, og derfor arbejder vi også på sigt på at hente en kastetræner og en mellemdistancetræner ind, så vi også kan få fremgang her, siger Gitte Melph. Hun nævner Jacob Riis som favorit i 400 meter som klubbens bedste bud på en guldmedalje. Han løber også 200 meter, men er ikke favorit i den disciplin. - Derudover skulle der være medaljechance til vor 4 x 100 meter, hvis de ellers kan få skiftene til at fungere, siger AAM-formanden med en hentydning til,at det ikke gik helt godt i den seneste divisionsturneringsmatch. Gitte Melph tror også på finalepladser til Mads Møller og Jon Yde-Bentsen i 400 meter hæk, og samme Bentsen har også gode muligheder for finalepladser i 100 meter og 110 meter hæk. - Han har femtebedste tid i Danmark i 110 meter hæk, så kikser et par af konkurrenterne, så slår Jon helt sikkert til, mener Gitte Melph. Hun spår desuden Peter Brünings-Hansen til en finaleplads i højdespring. Han deltager også i længdespring. Mester skadet Udover de allerede nævnte stiller AAM med Jesper Larsen i 100 meter og 4 x 100 meter, Bjørn Andersen i Stangspring, Aksel Nielsen i 5000 meter løb, Thor Wowk Larsen i spydkast, den aktive træner Piotr Hazek i 100 meter og 4 x 100 meter, Anne-Sophie Eriksen i 5000 meter løb og Sanne Bergh i stangspring. Der er dog et spørgmålstegn ud for sidstnævnte, som døjer med en salmonella-forgiftning. Hun risikerer dermed samme skæbne som de seneste to års mester i højdespring Donata Jancewics, der ikke stiller til start på grund af en skade. - Dermed ryger en næsten sikker medalje, men sådan er det jo med skader, siger Gitte Melph, der dog glæder sig over det store hold, som klubben trods alt kan stille med.