Åndelig motion i motionscentret

Motionister vil have styr på åndedrættet

HJØRRING:Power-Yoga. Det er det nyeste hit i Hjørring Helsestudie på Åstrupvej. Power og yoga er på en eller anden måde helt modsætningsfyldt. Og på en eller anden måde falder det lidt udenfor det, man normalt forestiller sig i et motionscenter. De øvrige brugere af motionscentret kigger da også skeptisk ind, når instruktør Pernille Hjarbæk tirsdag eftermiddag tænder tre til fire stearinlys og slukker det øvrige lys i centrets store motionssal. Her lægges op til ro og eftertanke og ikke "tempo, tempo", som det ellers oftest lyder i motionssalen. - Meget træning i dag handler om at komme derud, hvor det gør ondt. Hele samfundet handler om, at vi skal nå en række mål. Jo hurtigere jo bedre, og det går ud over sundheden. I power-yoga er man som i andet yoga i nuet. Man styrker sin kropsbevidsthed og lytter til kroppen og dens signaler, forklarer Pernille Hjarbæk. Tilsyneladende har der været et behov for den type kurser, for listen til den ugentlige power-yoga time er lynhurtigt tegnet fuld af motionister i alle aldre - dog flest under 30. Der er plads til 20 med madrasser. Træk vejret - Træææk vejret. Puuust ud. Sådan lyder det igen og igen fra instruktøren. Deltagerne puster og prøver at indtage de samme stillinger som Pernille Hjarbæk. Alt foregår stille og roligt. - Man skal være i en nogenlunde form for at være med. De forskellige positioner skal få energierne til at strømme rigtigt og få eventuelle blokeringer væk, forklarer hun. Norske Eli Mandt, 26 år, er én af deltagerne: - Jeg kommer især for vejrtrækningen. Jeg kan mærke, hvordan man får mere energi, når man trækker vejret på den rigtige måde. Det er også dejligt, at kroppen får lov at arbejde på en anden måde end normalt. Helene Jennow, 38 år, siger selv, at hun er vild med motion. Hun er ivrig bruger af motionscentrets mange tilbud, og ser i power-yogaen et godt alternativ til alt det andet: - Jeg har meget svært ved at sætte mig i en sofa og slappe af. Nu søger jeg en motionsform, hvor man er mere i balance og har mere meditation med, siger hun. - Mit mål med det er at lære selv at kunne finde den balance og ro, tilføjer Helene Jennow. - Målet med min yoga er at styrke muskler og led, balanceevnen og koncentrationsevnen, samt øge såvel fleksibiliteten som kropsbevidstheden. Redskabet til det er for 90 procents vedkommende åndedrættet, forklarer Pernille Hjarbæk. En form for ro falder der helt tydeligt over deltagerne. Efter knap en times power-yoga, der sagtens kan få sveden frem på panden, er der tyve minutters afspænding - og så falder mange ganske simpelt i søvn. Pernille Hjarbæk har i en halv snes år været aerobicinstruktør- og har i øvrigt fortsat aerobichold. Selv har hun gennem de senere år fået mere og mere interesse for det åndelige aspekt. Hun har været på flere kurser og skal til foråret tage en international uddannelse som fitness-yoga-instruktør.