Ånden fra '68 og kamp for frihed

Da NORDJYSKE for nogen tid siden bragte en temaserie om hippiekultur og ungdomsoprør, kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg mon egentlig i min folkeskoletid var så fascineret af lærernes fortællinger om lige præcis den periode i danmarkshistorien.

Specielt kan jeg huske en af mine lærere berette om, at hun havde været med i Thy-lejren i sommeren 1970 sammen med tusindvis af andre mere eller mindre idealistiske unge mennesker. I min folkeskoletid, det vil sige 1980'ernes folkeskole, kunne man let få det indtryk, at tiden omkring 1968 var en helt særlig progressiv tid, hvor der virkelig skete noget, hvor drømme om et mere retfærdigt samfund foldede sig ud, og hvor musikken i øvrigt var meget bedre end den musik der bliver lavet i dag. Min fascination af fortællingerne om ungdomsoprøret handler nok i virkeligheden mest af alt om 68'er-generationens oprør mod autoriteterne og den tids kritiske tilgang til det bestående samfund. For mig at se var det både godt og positivt, at der dengang blev gjort oprør mod autoriteterne, så man fik banet vejen for en personlig frigørelse. Men desværre viste det sig jo hurtigt, at 68'ernes modstand mod det borgerlige samfund ikke drejede sig om at skabe et bedre og mere frit samfund. Tværtimod. En stor del af generationen kastede sig i stedet i armene på marxismens og socialismens totale kontrol over det enkelte menneske. Det var og er ikke en ideologi, jeg kan bruge til noget, og når unge i dag med en svag og patetisk afglans af 68'ernes retorik med vold og hærværk gør krav på f.eks. et ungdomshus i København, så er det bestemt ikke blevet lettere for mig at finde nogen særlig mening med galskaben. Udefra betragtet synes der at være megen sandhed gemt i den gamle pointe om, at ”den gode vilje” har en tvillingebror i ”den onde praksis”. I virkeligheden var 68'er-oprøret, set fra en dansk vinkel, nu nok en anelse mere begrænset, end hvad enkelte folkeskolelærere, gymnasielærere og andre gamle 68'ere, vil gøre det til. De fleste, jeg kender, som var unge i slutningen af 1960"erne og begyndelsen af 1970"erne, har ikke været med i noget særligt ungdomsoprør. Selvom der var mange i Thylejren i sommeren 1970, så var det alligevel de færreste, der blev der, og i dag har langt de fleste for længst skiftet det simple liv i kollektivet ud med ligusterhæk, Webergrill og valmet gavl. Set i bakspejlet ser det ud til, at langt de fleste valgte at benytte de økonomisk gunstige tider i det velfærdssamfund, som deres forældre i årene lige efter Aanden verdenskrig havde bygget op, til at købe inflationære parcelhuse med sauna og gildesal frem for at forfølge idealismen i kollektivet i Thylejren eller på Christiania. I mange 68'eres øjne er jeg helt sikkert et mønstereksempel på den borgerlighed, som mange dengang gjorde oprør imod. Men selvom jeg på det skarpeste tager afstand fra alt, hvad der minder om totalitarisme og socialisme, og selvom jeg gerne vil værne om både folkekirken, dronningen og fædrelandet, så tror jeg alligevel, at jeg som så mange andre har taget brudstykker fra 68"ernes album til mig. F.eks. deler jeg gerne 68'ernes ønske om mangfoldighed, tolerance og frihed. Men det skal være en personlig frihed og en tolerance, som ikke knægter det bestående samfund, og som anerkender alle andre menneskers tilsvarende ret til frihed og selvbestemmelse. 68'ernes totalitære tankegang kan vi med oprejst pande smide på den historiske mødding, men det antiautoritære håb om mangfoldighed og ønsket om reel frihed til forskellighed er der god grund til at holde fast i. Christian Steen er født i 1977 i Hirtshals. Bosat i Aalborg siden 2000. Uddannet Cand.mag. i Samfundsfag og Psykologi fra AAU i 2003. Arbejder til dagligt som specialkonsulent i en større privat organisation. Politisk aktiv både lokalt og regionalt siden 1996. Elsker afslapning i svigermors kolonihave eller en god koncert i Skovdalen.