åØåMinister ved et tilfælde

Bertel Haarders succes blev målt på afviste asylansøgere – arvtageren Rikke Hvilshøj vil blive målt på integrationens kvalitet

Hun er 34 år ung, mor til to mindre børn, nyslået haveelsker og minister på øretævernes flersporede motorvej. Men at Rikke Hvilshøj er blevet minister for Flygtninge, Indvandrere og Integration, er, ifølge venstrekvinden selv, sket som led i en række tilfældigheder. - Jeg har kolleger, der altid har sagt: Når jeg bliver stor, vil jeg være statsminister. Sådan har jeg det ikke. For mig har det handlet om at bruge de åbne døre, jeg mødte undervejs. At springe til. Det har altså lidt været et spørgsmål om tilfældigheder, at jeg blev politiker. Det er gået sådan slag i slag, fordi jeg altid har engageret mig, siger Rikke Hvilshøj. Og da statsministeren ringede og tilbød hende at stå i spidsen for det omstridte ministerium, skulle hun da også lige "stille rundt på knapperne", før hun takkede ja. - Før det havde jeg jo beskæftiget mig med mange forskellige politiske emner, og senest var det erhvervs- og finanspolitik, så jeg skulle da lige indstille mig. Men så kunne jeg også godt se, at Integrationsministeriet var det helt rigtige. Det er jo et udpræget holdningsministerium, siger hun. I Uffes fodspor Hvis sammensætningen af Danmarks liberale parti havde været anderledes dengang i 1980"erne, hvor Rikke Hvilshøjs politiske væsen for alvor havde vokseværk, ja så var det nok ikke hende, der sad i ministerstolen i Holbergsgade i dag. - Det er meget klart og enkelt - jeg sad ikke her, hvis ikke Uffe havde været så meget fremme dengang, siger Rikke Hvilshøj om et af sine største politiske forbilleder tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. Hun beundrer især hans evne til at kommunikere det liberale budskab, og selvom Rikke Hvilshøj ikke skulle omvendes – hun har altid været liberal i hjertet, som hun siger – så inspirerede hans måde at markere sig som politiker den unge VU"er til at gå den aktive politiske vej. Rikke Hvilshøj tilhører den socialklasse, der altid har involveret sig i skoleblade, været elevrådsformand og "alt det der", som hun siger. Hun har aldrig kunnet lade være med at engagere sig i, hvordan samfundet skal se ud, og hun har endnu ikke prøvet at holde sig udenfor en diskussion. En god dyst på holdninger og uenigheder falder helt naturligt. - Det skræmmer mig ikke, tværtimod. Det er jo netop det, der har lokket mig ind i politik, siger Rikke Hvilshøj. Barsk godnatlæsning Fra det ene af hjørnekontorets tre store vinduer kigger man lige ned på Det Kongelige Teater, men det er hverken teater eller skønlitteratur, der fylder i Rikke Hvilshøjs kalender. Faktisk kan hun ikke huske titlen på den seneste bog, hun har læst for sin fornøjelses skyld. Til gengæld ligger der stakkevis af de mest kontroversielle sager på hendes skrivebord, og det er hverdagskost, at tragiske menneskeskæbner ruller over tvskærmen eller fylder avisernes spalter. - Jeg ville da være et usædvanligt køligt menneske, hvis jeg ikke indimellem blev påvirket af menneskene bag sagerne, og det er klart, at det er en særlig øvelse at forholde sig til de konkrete sager og samtidig have for øje at - jamen Rikke, hvis du lader dine følelser rive dig med her, så får det altså bare konsekvenser for alt mulig andet. Og jeg har egentlig endnu ikke prøvet at tvivle på om reglerne er gode nok, siger Rikke Hvilshøj. En ting er dog problematisk. De afviste asylansøgere, der sætter deres liv på hold i flere år, efter de har fået endeligt afslag på asyl i Danmark. - Nogle mennesker sætter deres liv på stand-by i op imod seks og syv år. Det giver særligt børnene problemer. Vi skal sikre, at vores system i hvert fald ikke gør det sværere for de afviste asylansøgere at vende hjem og skabe sig en ordentlig tilværelse, siger Rikke Hvilshøj, der vil arbejde for, at børnene bliver undervist på deres modersmål, mens de opholder sig i Røde Kors" asylcentre. Men ellers er der kun hjørner tilbage at rette på i udlændingelovgivningen, understreger hun. Nu gælder det integrationsindsatsen. De yderligere stramninger, som Dansk Folkeparti ønsker sig inderligt, bliver derfor ikke til noget med Rikke Hvilshøj på ministerkontoret. Samarbejdet om stramninger har været godt, mener hun, men nu handler det om integration. - Jeg mener, at jeg har en lidt mere positiv indgang til de ressourcer, som de udlændinge, der er i Danmark i dag, har, og som vi er alt for dårlige til at udnytte. Dansk Folkeparti må også have en interesse i at integrationen lykkes. Hvis vi signalerer, at vi ikke mener integrationen alvorligt, og at det alligevel ikke kan lade sig gøre, så sender vi et signal til fundamentalisterne om, at "Vær"så"god, banen er jeres". Det vil jeg altså ikke, siger hun. Kampklar løvinde Sølvbrochen på Rikke Hvilshøjs bryst er en gave fra hendes mor og forestiller en fredsdue, men det skal ikke narre nogen. Den symboliserer nemlig mere integrationsopgaven, end den symboliserer ministeren, mener Rikke Hvilshøj. Og da talen falder på den islamiske bevægelse Hizb-ut Tahrir, flammer Venstre løvindens temperament, da også så meget, at hun er tæt på at bande højlydt. - Når jeg hører udmeldingerne om, at de slet ikke vil integreres, så bliver jeg sådan…., hun bider sig i læben og bremser sig selv. - Jeg har det bare sådan, at den kamp vil jeg vinde. Det skal fundamentalisterne simpelthen ikke have lov til, lyder erstatningen for skældsord. En anden, mere afdæmpet kamp, kæmper Rikke Hvilshøj, når hun skal koble af efter en lang uge med næsen i papir og mødelokaler. Kampen mod ukrudtet i haven. - Jeg har altid gået rundt og sagt, at jeg skulle ikke have noget hus, før jeg havde råd til en gartner, for havearbejde var bare noget af det mest forfærdelige. De haveopgaver, man kan få af sine forældre som barn, de kan altså give traumer for livet. Men vi ville jo gerne have et hus, så det endte alligevel med, at vi købte, før vi havde råd til en gartner, og nu er jeg blevet fuldstændig omvendt. Jeg havde virkelig aldrig troet, at jeg ville få det sådan, men det kribler i mine fingre her efter vinteren, siger Rikke Hvilshøj. De næste hundrede dage vil ministeren bruge i dialog med kommunerne og med forhandlinger om regeringens integrationsplan.