År 101 i centrum

Den moderne kunst rykker ind på Skagens Museum

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Henrik Saxgren bidrager med ni fotografier - nogle er med mennesker, og andre er naturmotiver.

SKAGEN:Altid som aldrig før hedder den særudstilling, Skagens Museum åbner med i år, og det sket sker fredag 30. januar, så udstillingen er åben for publikum 31. januar. Det er den korte, lette formulering, og én som kunne have passet udmærket, hvis museet blot vendte tilbage til en traditionel præsentation af udvalgte værker fra den store samling. Det er imidlertid ikke let, blot at vende tilbage til det traditionelle oven på et år - et jubilæumsår, hvor udstillingsrummene har været nærmest overfyldt med de gamle maleres værker. Godt 580 af museets malerier indgik i jubilæumsudstillingen Salon, og hvordan kommer man så lige fra år 100 og ind i år 101? Selv tallene indbyder til noget andet end blot at vende tilbage til det traditionelle. For 101 byder i sig selv fremtiden, de næste 100 år, velkommen. Begge lejre Skagens Museum gør det ved at have et ben i begge lejre - den gamle, solide, som er rodfæstet i dets kerne, samlingen, og ved at byde den moderne kunst og et moderne kunstnerisk medie, fotografiet, indenfor. - Fotografiet har ganske vist eksisteret i mange år, men det er ikke så mange år siden fotografi som kunst blev anerkendt i Danmark, så på den måde er det en nyhed for vores besøgende, siger museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen. - Det er naturligvis også nyt, at den motivverden, de 14 fotografer, som har værker med i udstillingen, er Skagen og Skagens natur anno 2008 - og ikke Skagen for 100 år siden. - Nok er der sket meget, i løbet af de 100 år, museet har eksisteret, men ikke alt er forandret, heller ikke dét, kunstnerne interesserer sig for, og der er i den nye udstilling mange referencer til de gamle malerier. - På den måde bindes museets første 100 år ganske godt sammen med de kommende 100 år, siger Lisette Vind Ebbesen. Udstillingen Altid som aldrig før består af værker af 14 danske fotografer. De var samlet på Klitgården i slutningen af maj og begyndelsen af juni i fjor for at forberede et stort dokumentationsprojekt, Danmark under forvandling. Jubilæumsgave Alle arbejdede desuden, mens de var i Skagen, og under opholdet opstod ideen om en jubilæumsgave til Skagens Museum. Ny Carlsbergfondet var, om man så må sige, med på ideen. - Vi blev tilbudt gaven i fjor, endnu inden jeg havde set et eneste af fotografierne, så det var i høj grad en "indpakket" gave, jeg sagde ja, tak til på museets vegne, og jeg må sige, at det er jeg utrolig glad for i dag, siger Lisette Vind Ebbesen. - De mange fotografiske kunstværker er værdifulde som kunst i sig og de er det som inspiration til at se på de gamle maleres værker fra en ny vinkel og til at opdage nye sider af de gamle malerier. Bog - På den måde bindes de gamle og de nye kunstværker sammen med de "bånd," der også binder 100 og 101 sammen. I forbindelse med udstillingen Altid som aldrig før udgiver Skagens Museum en bog med de cirka 70 fotografier, gaven fra Ny Carlsbergfondet består af. I bogen er der blandt andet en omtale af fotograferne og der er sammenligninger, eller sammenkædninger, med nogle af de gamle maleres værker, og desuden berettes om dokumentationsprojektet Danmark under forvandling.