År ét efter studenterhuen

Erfaringer er gjort, land er erobret - 3.U. er modnet og sætter kurs mod nye mål

13 sabbatår, to i den grønne trøje, en guide og en sygeplejerske. En skal på aftenskole, en på handelsskole og en vakler mellem læge eller bioanalytikker. Sådan så den nærmeste fremtid ud for 20 elever i 3.u. på Aalborghus Gymnasium, da NORDJYSKE i februar 2004 spurgte om planerne efter studenterhuen. 3.U. trodsede regeringens ønske om, at de unge skal skynde sig gennem uddannelsessystemet, og selv om universiteter og andre læreanstalter sloges om de unges opmærksomhed med glitrede brochure og reklamekampagner i millionklassen, valgte langt over halvdelen af klassen at trykke på pauseknappen i et år, og dermed udskyde beslutningen om, hvad resten af livet skulle bruges til. Nu er året gået, og med 1. juli som frist for ansøgninger til de videregående uddannelser ligger kun et par dage ude i fremtiden. NORDJYSKE opsøgte 3.u. igen for at finde ud af, hvad de har lavet siden sidst? Hvilke tanker har de gjort sig om fremtiden, og bliver det til noget med at få en uddannelse? Afklaringsår Efter 12-13 års konstant skolegang er fristelsen til at tage en pause nærliggende for nyudklækkede studenter, der enten er blevet skoletrætte, trænger til et pusterum eller skal have tid til at tænke over fremtiden. Nogle ved, hvad de vil, men vælger alligevel et sabbatår. En af dem er Anna-Marie Chwastek. I midten af 2.g. besluttede hun at læse medicin. Men et sabbatår skal man have, mener hun. - Det giver mulighed for at mærke efter, om det nu er det rigtige valg, for seks år på medicinstudiet er en rigtig stor mundfuld. Og det giver mulighed for at drage sig erfaringer om andre ting end skolebøger. For mig har det givet ro og afklaring omkring mit studievalg, og jeg føler mig totalt motiveret til at læse igen uden at måtte give op på halvvejen, siger Anna Marie Chwastek. Verdenstanker Det er som om, det at opleve verden har en dragende effekt på nyudklækkede studenter, også selv om det kræver flere måneders fuldtidsarbejde at spare skillinger nok sammen til et par måneder under fremmede himmelstrøg. Sådan har det ihvertfald været for 20-årige Morten Højmose Andersen, der, efter at have tjent penge nok, brugte tre måneder af sin sabbat til at udforske USA sammen med klassekammeraterne Lars og kasper. - Efter gymnasiet syntes jeg, at beslutningen var svær og uoverskuelig. Nu har jeg haft et år uden for uddannelsessystemet til at finde ud af, hvad jeg virkelig interesserer mig for, siger Morten Højmose Andersen, der hele tiden har haft tre til fire forskellige uddannelser i tankerne. Samfundsfag har altid haft interesse, så efter et år i tænkeboks faldt valget på fem år med politik og administration på Aalborg Universitet. 10 af Morten Højmose Andersens gamle klassekamerater har været ude i verden på jagt efter oplevelser, og de har knoklet længe i mere eller mindre flatterende stillinger for at få råd. Om hjerneaktivitet, beslutsomhed og motivation øges ved synet af amerikanske vidder gennem forruden, eller med thailansk aftensmad og solnedgang på menuen skal her være usagt. Men det er som sagt af én mund, når 3.U. fortæller, hvad de har med tilbage fra Italien, England, USA, Australien og Østen. Det handler om at prøve grænser af, møde nye mennesker og kulturer, få et bredere perspektiv på tilværelsen og ikke mindst lære sig selv bedre at kende. Og selv om de færreste har brugt tiden i udlandet på at tænke nøje over fremtiden, siger de alle, at det ligger i baghovedet, og dermed bliver bearbejdet hele tiden. Fremtiden venter Faktum er, at 3.U. ikke længere tænker på at komme væk fra skolen. Tværtimod. Nu glæder de sig til at bide sig fast i bordkanten på landets universiteter og højere læreanstalter. Motivationen er i top og ambitionerne er tårnhøje. Sidste års 13 sabbatår, værnepligt, sygeplejerske, handelsskole, guideskole og tvivl er ikke længere aktuelt. Nu lyder der andre toner fra de 20 studenter fra Aalborghus Gymnasium. Rumforskning, børne-, idræts- og skadestuelæge, civilingeniør i sundhedsteknologi, plan-og miljø og arkitektur og design. Forskning i stamceller, matematik, erhvervsjura og geografi ligger nu på listen over "things to do" efter sommerferien og samtidig langt ud i fremtiden. De har valgt studie af interesse, og fordi de har lyst. De føler sig mere modne. Klar til at tage livets næste store udfordring op. Kun én er stadig i tvivl. Lars Dae Høj er endnu ikke afklaret om, hvilket studie inden for det grafiske område, han skal kaste sig over. Så han tager som den eneste et år mere at tænke i.