Aaraberheste og unikke lervarer

11 kunstnere udstiller i Nørregade

FARSØ:Araberheste - og så den svenske forfatter og journalist Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn. Det er inspirationen, der driver kunstneren Tine Skjær, som for tiden udstiller på Galleri 14 i Farsø. Oppe på første sal i det, der tidligere var byens boghandel, finder man masser af heste - det vil sige: Heste er der ingen af, men deres dækkener og hovedtøj udgør den kunst, som Tine Skjær udøver. - Heste har altid fascineret mig, og jeg har selv en araberhest, som jeg holder meget af, siger hun. For Tine Skjær har heste altid stået som symbolet på frihed og fart, så det var naturligt for hende, at det skulle være heste, der danner grundlaget i hendes kunst. Hun er oprindeligt jyde, men har boet i mange år i hovedstadsområdet. Men så læste hun Guillous bog ”Tempelridderen” under et ophold i den iraelske Negev-ørken - og så var hun solgt. For den svenske forfatter lader nemlig sin hovedperson færdes i og omkring Vitskøl Kloster, og Tine Skjær måtte bare bo i nærheden af klosteret. Sagt med andre ord rykkede hun teltpælene op og flyttede til et hus i Ertebølle, dejligt tæt på Vitskøl Kloster. Hendes udstiling åbner om en uge, og man kan roligt begive sig ovenpå i Galleri 14. Her finder man i øvrigt 11 lokale kunstnere, som på hver sin facon udtrykker sig via kunsten. En af de mere kendt i kunstnerkredsen er keramikeren Askel Krog, der har flere af sine keramiske værker med i galleriet. Han er måske bedst kendt for sine tre serier af brugskunst, som man også kan se på stedet, men der hvor hjerteblodet er, hedder unika. Det er lidt grove - eller rustikke - skåle og vaser, som kun findes i dette ene eksemplar. Man kan også møde maleren Jørn Bjerge fra Overlade, der maler landskabsmalerier, så man bliver nødt til at stå stille og bare betragte. Det er motiver fra Vest-himmerland, som i langt de fleste tilfælde summer af sommer og Danmark. Galleri 14 åbnede i november 2003, og allerede her tre måneder efter åbningen er der lavet meget om i det store lokale på Nørregade. De 11 kunstnere har også planer om at stramme op på udstillingen ud mod Nørregade,og man går også med planer om at invitere gæstekunstnere, der i givet fald vil få rigtig god plads i den ene ende af lokalet. Og så håber man ellers på, at både lokale og gæster udefra tager mod til sig og kigger indenfor. De fleste ting er nemlig til salg - og man er ikke ublu i Galleri 14.