Årbog nærmere en Wied-bog

Museer 2. september 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Bangsbo Årbog 2001 med titlen: "Gustav Wied på Bangsbo" er udkommet. Bangsbo Museums udstilling om Gustav Wied, der kan ses resten af året, præger årbogen. Her kan man muntre sig med uddrag af Gustav Wieds brevveksling, hvor han er meget direkte. I et brev dateret 1. november 1895 skriver han blandt andet: "I Morgen skal jeg til Høstgilde paa Bangsbo og drikke mig aldeles, kontant, snyde, smaskende fuld - som vor Maskinmester sagde!" I den 64 sider lange bog fylder Ella Eisenhardts beretning om Gustav Wied på Bangsbo siderne fra 14 til 59 med mange billeder. Årbogen er udsendt til medlemmerne af Frederikshavn Museumsforening, der indleder med årsberetningen for sidste år. Her kan man læse om mange ønsker, som for eksempel at havopfisket keramik kunne formidles fra hytter i nærheden af naturlegepladsen og at få ordnet stråtaget på den store 1500-tals lade. Foreningen tæller knap 600 medlemmer, og nogle af dem var sidste år i maj på en museumstur til Slesvig. I år er der planer om en ny tur. Formanden for museumsforeningen Thorkild Vejen skriver også i årbogen om arkivet. Her skrev 1318 sig ind i gæstebogen, samtidig med at arkivet får omkring 1000-1500 spørgsmål om stort og småt. Børge Holdt Madsen har bidraget til årbogen med: "Mouritz Nielsen Gyldenstierne og Ellinggaard." Ud fra fire rejseregnskaber kan man nu blive klogere på rigsråd og lensmand på Aalborghus, Mouritz Nielsen Gyldenstierne. Han ejede herregården Ellinggård med tilhørende bøndergods, blandt andet Lerbæk. Det er en rigt illustreret årbog med både underholdende og lokalt læsestof. Selvom det er alt for tidligt at tænke på julegaver og mandelgaver, er årbogen et oplagt bud.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...