Skattepolitik

Året sluttede med magtkampe

Helle Thorning-Schmidt (S) ville sætte miljø og velfærd på dagsordenen, men gårsdagens afslutningsdebat endte i hanekamp mod statsministeren

So­cial­de­mo­kra­ter­nes for­mand pas­se­rer for­bi stats­mi­nis­ter An­ders Fogh Ras­mus­sen og er­hvervs- og øko­no­mi­mi­nis­ter Bendt Bendt­sen. Foto: Keld Navn­toft/Scan­pix

So­cial­de­mo­kra­ter­nes for­mand pas­se­rer for­bi stats­mi­nis­ter An­ders Fogh Ras­mus­sen og er­hvervs- og øko­no­mi­mi­nis­ter Bendt Bendt­sen. Foto: Keld Navn­toft/Scan­pix

KØBENHAVN:Hun stiger ud af elevatoren i stueetagen på Christiansborg. Forinden har hun sendt børnene i skole, spist morgenmad og været et smut omkring sit kontor. Hun er glad og frisk, for i dag skal hun udfordre statsministeren under Folketingets afslutningsdebat. - Jeg tror, det bliver en god dag og en fin lejlighed til at diskutere miljø, Irak og velfærd. Jeg vil i hvert fald være så konkret som muligt, siger Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt, inden hun smutter ind i partiets gruppeværelse. Et lykkeland Klokken 9 er folketingssalen næsten fyldt. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holder en 45 minutter lang tale, der orienterer om rigets tilstand, mens Helle Thorning-Schmidt sidder på sin plads på forreste række til venstre i salen og lytter. Hun er ordfører for Socialdemokraterne i dagens afslutningsdebat. Da Venstres ordfører, Troels Lund Poulsen, overtager talerstolen efter statsministeren, rækker Socialdemokraternes formand hånden op for at få ordet og debattere med ham. - Hvis der er et råderum i dansk økonomi, skal det så først og fremmest bruges på skattelettelser eller på at forbedre vores fælles velfærd? spørger Helle Thorning-Schmidt kritisk, men får intet svar. Efter første afdeling af den heftige afslutningsdebat har Helle Thorning-Schmidt hæftet sig særligt ved Venstres og regeringens retorik. - Der er ingen tvivl om, at i særdeleshed Venstre skaber et lykkeland, hvor der ikke er nogen problemer. Og jeg tror helt ærligt ikke, at befolkningen kan genkende det billede, siger S-formanden under sin frokostpause. To kamphaner Hun mødes dog af et stormvejr fra statsministerens side, da hun sidder på forreste række i salen igen. - Jeg havde jo med spændt forventning set frem til fru Helle Thorning-Schmidts indlæg i dag, fordi jeg tænkte, at vi samlet ville få præsenteret Socialdemokratiets politik. Så meget større var min skuffelse over at konstatere, at fru Helle Thorning-Schmidt brugte praktisk talt hele sin taletid på én lang kritik af regeringen, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men Helle Thorning-Schmidt lader sig ikke kyse af kritikken fra statsministeren. - Det er jo herligt at se, at blodet stadig ruller hos statsministeren, og selvfølgelig også, at det er Socialdemokraterne, der kan få statsministeren helt op i det røde felt, siger hun og kommenterer, at statsministeren lige selv har brugt hele sin taletid på at kritisere hendes parti. Hun får dog indhentet et svar på det spørgsmål, som hun indledte dagens debat med: Går regeringen ind for skattelettelser eller velfærd? - Regeringen har ikke sagt, at et råderum kun skal bruges til skattelettelser. Men det er så typisk, at Socialdemokraterne ikke kan unde almindelige mennesker at få lidt mere ud af at gå frem i løn. Det skal absolut tages ind igen i skatter og afgifter, svarer statsminister Anders Fogh Rasmussen hånligt. Dog ser tonen ud til at være noget anderledes mellem de to, da Helle Thorning-Schmidt og statsministeren lidt senere står bag i salen og snakker og griner. Dobbeltmorale I pausen mellem debatterne mener hun dog stadig, at statsministeren er dobbeltmoralsk. - Statsministerens kritik retter sig langt mere mod ham selv end mod Socialdemokraterne. Vi har en klar politik, og den har vi også lagt frem i dag, men statsministeren brugte totredjedele af sin egen taletid på at kritisere Socialdemokraterne, siger hun. Efter flere runder med indlæg fra ledende politikere evaluerer Helle Thorning-Schmidt dagen. - Jeg synes, det har været en udmærket debat. Vi har diskuteret både velfærd og skat, men der er nogle ting som statsministeren stadig ikke vil forholde sig til, siger Helle Thorning-Schmidt.