Årets biavler i Danmark er fra Hjørring

P. C. D. Hansen fik diplom og titel efter 40 års arbejde med bier

HJØRRING/SINDAL:P. C. D. Hansen fra Hjørring blev i går tildelt titlen "Årets biavler i Danmark". Gennem 40 år har han arbejdet med biavl, og de seneste cirka 15 år har han været aktiv i bestyrelsen for den lokale forening, Hjørring Amts Biavlerforening. Overrækkelsen af diplom foregik på foreningens skolebigård i Astrup, hvor P. C. D. Hansen har lagt mange arbejdstimer. Både formanden for Danmarks Biavlerforening, Bjarne Sørensen, og borgmester i Sindal, Søren Riisager, var til stede. - Det var en rigtig god dag, siger P. C. D. Hansen, som fik diplom i ramme med hjem og et årskrus fra lokalforeningen. P. C. D. Hansen fik sin interesse for biavl en dag for omkring 40 år siden, da han var på besøg hos en landmand. - Jeg kunne høre sådan en summen, og så fandt jeg et bistade. De var ved at tage honning fra det. Så fik jeg mit første bistade, fortæller han. I dag har han 30, de er fordelt på tre forskellige steder, og der er op til 50.000-60.000 bier i hvert. Men det er meget svingende, hvordan det går i de forskellige bistader. Det gælder om at få bifamilien til at trives. - Normalt siger man, at et godt bistade giver mere honning om året, end en mand kan bære. Det er omkring 20-30 kilo honning om året. Det kommer helt an på, hvordan de trives, og om de har en god dronning, fortæller P. C. D. Hansen. Hans interesse er forblevet usvækket gennem de 40 år. - Jeg er meget fascineret af, at det overhovedet kan lade sig gøre for insekter at bygge sådan et samfund op. De kan meddele sig til hinanden - for eksempel sender de en spejderbi ud for at finde gode kornmarker, og den er i stand til at meddele, hvad den har fundet, forklarer P. C. D. Hansen. En af udfordringerne ved at være biavler er også, at bierne kan finde på at sværme. De kan finde på at stikke af med en ny dronning, og det går ud over honningproduktionen. Det har også meget at sige, hvor man har bierne, for de skal have adgang til gode blomster og kornmarker. Derfor kan P. C. D. Hansen ikke bare have alle bistaderne ude i sin egen baghave. Men går det rigtigt godt, kan et bistade give helt op til over 100 kilo honning. P. C. D. Hansen er ikke bange for at blive stukket, han går altid med net, når han arbejder med bierne, og det er mange år siden, at han har fået rigtig mange stik.