Egense

Årets Børneby hedder Arden

Dommerne faldt for naturlegepladsens mange muligheder

ARDEN:Luften dirrede af forventningens glæde i Nordjyllands Radios foyer lørdag formiddag. Børn og voksne ventede med tilbageholdt åndedrat og udspilede øjne på, at navnet på årets børneby 2004 kom op af kuverten. Delegationer på 10-12 børn og voksne fra hver by var rejst til Aalborg for at være helt tæt på, og sad ved hvert sit ovale bord og svedte i håndfladerne. Fem minutter i 11 blev vinderen kåret. Til stor glæde for børn og voksne i den gruppe der havde taget turen til Aalborg fra Arden. Armene røg i vejret - Vi døjer med at få armene ned. Det er lidt lige som om vi svæver, siger formanden for Arden Borgerforening, Mogens Christensen, få minutter efter, at Arden er kåret som årets børneby 2004 foran Trekroner på andenpladsen og Egense på tredjepladsen. Selv om Mogens Christensen selv kalder det en glædelig overraskelse, så kommer titlen ikke som et lyn fra en klar himmel. Naturvejleder og grøn guide i Arden, Inger Taylor, har haft på fornemmelsen, at Arden lå godt til. - Det hele bygger på frivillighed og så laves der utrolig meget for børnene. Der er lagt tusindvis af timer i den legeplads. Også af mennesker der slet ikke har børn, fortæller Inger Taylor, der dog var lige så spændt som de flere end 70 andre, der sad og håbede på netop deres by. - Vi vidste jo ikke, hvad vi var oppe imod, siger Inger Taylor og griner med en blanding af fryd og lettelse i latteren. Fantastisk projekt Formanden for børnebyen, Bent Pedersen, fremhævede naturlegepladsen mange muligheder i begrundelsen for, at netop Arden løb med titlen. - Det var et meget spændende projekt, vi så nede i Arden. Midt i naturen. Med bålhus, stisystem og aktiviteter for alle. Og så er det tilgængeligt for alle og adgangsforholdene er sikre. Med titlen som årets børneby følge også en check på 30.000 kroner. Og det er da også værd at tage med, mener Mogens Christensen. - Vi har fået en dejlig check, så nu kan vi lave endnu mere for børnene, siger han. 30.000 kroner til leg Alle byer er blevet spurgt om, hvad de ville bruge pengene til, hvis det var deres by der vandt, og Mogens Christensen har da også et par muligheder på blokken, hvis alle kan blive enige. For det er jo demokrati, som han siger med et glimt i øjet. - Eventuelt kunne vi få et legehus til de helt små, eller et udsigtstårn nede ved søen, lyder et par af ønskerne. - Hvis vi er rigtig heldige, så kan vi få begge dele, men det tør jeg ikke love lige nu, siger Mogens Christensen, der dog føler sig rimelig sikker på, at hvad end det bliver, så vil det blive udstyret med en lille messingplade til minde om det år, da Arden blev årets børneby. Byens førstemand, borgmester H. C. Maarup var også med i Aalborg for at yde moralsk opbakning. Han glæder sig naturligvis også over, at Arden nu kan bryste sig af at være årets børneby. - Jeg er helt høj. Det er en fantastisk oplevelse. Og især fordi hele processen med at få skabt legepladsen har været så lækker, siger H. C. Maarup, der også glæder sig over, at Arden af formanden for børnebyen, Bent Pedersen, blev fremhævet som et forbillede for hele Nordjylland. - Det kan vi bruge til at sende et signal om, at Arden er en bosætningskommune, hvor det er godt at være. Både for store og små, siger borgmesteren. Naturlegepladsen er i hvert fald et eftertragtet sted at være. Mogens Christensen foræller, at der kommer så mange mennesker, at der må bygges flere borde og bænke, og legepladsen skal også have sit eget toilet. Det sker i løbet af efteråret, hvor der også vil blive lagt vand ud til legepladsen. Og fordi Arden blev årets børneby kommer der nu endnu flere ting at lege med.