Hadsund

Årets borger er forældreløs

Kåringen af verdens bedste hadsunder mangler et forum

Sidste år havde Jess Laursen rollen som fliselaugets oldermand og skulle i den egenskab varetage kåringen af Birthe Jørgensen til Årets Borger. Først efter et års prøvetid erstattes stråhatten af den karakteristiske bowler.arkivfoto: michael koch

Sidste år havde Jess Laursen rollen som fliselaugets oldermand og skulle i den egenskab varetage kåringen af Birthe Jørgensen til Årets Borger. Først efter et års prøvetid erstattes stråhatten af den karakteristiske bowler.arkivfoto: michael koch

HADSUND:”Rygterne om min død er stærkt overdrevne”, sagde Mark Twain, som ikke desto mindre endte med at blive indhentet af rygterne. Sådan går det næppe Årets Borger, der som fænomen blev et barn af Brofesten og med festens endeligt nu er blevet forældreløs. Der gøres i hvert fald et ihærdigt forsøg på at få barnet til at overleve. - Du kan jo skrive, at vi leder efter en adoptiv- eller en surrogatmor, lyder det muntert fra Jess Laursen, den 13. i rækken af Årets Borgere. Det gør vi så og supplerer med den forklaring, at kredsen af årets borgere i fællesskab har erkendt, at foretagendet næppe kan klare sig alene. - Vi har brug for et forum for kåringen, og vi synes også, at der lurer en risiko for, at det bliver for indspist, hvis vi bare sidder og beslutter, hvem det skal være, uden at have en ”overdommer”. Vi vil gerne videreføre den konstruktion, at vi skal have kandidaten godkendt, sådan som Brofestkommiteen gjorde, siger Jess Laursen. Man har også overvejet helt at droppe traditionen. - Men flertallet syntes, at det ville være synd. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg var stolt den dag, da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville tage modtage ærestitlen. Jeg blev virkelig rørt. Tænk, at der er nogle, der sætter pris på det, man går og laver. Jeg synes, det er godt, at man kan belønne personer for deres indsats. Og så spiller det også ind, at det ville være uhyre svært at starte op igen, siger Jess Laursen. Den surrogatmor, man har kastet sin kærlighed på, er det kommende kulturcenter. - Vi håber, at vi kan få lov til at holde ceremonien i forbindelse med indvielsen af kulturcentret. Så er vi da videre, og så kan vi altid se, hvad der sker næste år, siger Jess Laursen. Han mener, at det må være muligt at fastholde tilknytningen til kulturcentret i årene fremover. - Det kunne måske understøtte et eller andet arrangement, at vi gamle hattefolk gik ind og optrådte på slap line, mener Jess Laursen. Næste år er også året, hvor Hadsund Kommune ophører som selvstændig kommune. I gruppen af årets borgere har man drøftet, om dét skal have konsekvenser. - Men det vi har snakket om er at bevare traditionen inden for det område, der udgøres af den gamle Hadsund Kommune.