Årets eneste politiske helle

De tænder for radioavisen og gennemtrawler helligdagenes sparsomme aviser – og hvis noget brænder på, er de såmænd også til at få fat på. Men bortset fra det er julen årets bedste tidspunkt at koble af på for en politiker

Musik 24. december 2004 05:00

Lars Løkke vil lave ingenting - Hvad er det nu, jeg ønsker mig? Lars Løkke Rasmussen (V) vender sig først mod sin kone, men så dukker en noget forhutlet ønskeseddel frem af hukommelsen: - Slips, var det ikke? Og skjorter. - ...og sokker, indskyder hustruen. For når indenrigsministeren skal beskrive sin perfekte jul, kommer han hverken ind på gaver, sang, julemanden eller Jesus. Til gengæld nævner han mad en del gange. - Julen bruger jeg til at være sammen med familien, til at slappe af og som undskyldning for at spise en masse god mad. Juleaften spiser vi både and og flæskesteg. Det er en lidelse hvert år, for ingen kan klemme flæskestegen ned, men sådan er traditionen altså. Hans yndlingsfridage hele året er første og anden juledag, hvor familien mødes til julefrokost og spiser og sludrer hele dagen. Telefonen får almindeligvis lov at brumme i lommen, hvis der endelig er nogen, der ringer. - Julen er egentlig det eneste rigtige frikvarter, jeg har. Man kan godt tage fri en weekend, men så er alle mulige andre på arbejde. Det fede ved julen er, at alle holder fri, siger Lars Løkke Rasmussen og smiler over hele ansigtet. Indtil han kommer i tanke om, hvilken ugedag julen i år valgte at placere sig, hvilket i hans bog simpelthen er "for dårligt". 72 gange papir og tape De forløbne måneder har landets nybagte socialminister møjsommeligt måttet opsnuse, købe og indpakke i alt 72 gaver - inden julegaveindkøbet overhovedet var gået i gang. - Der var sådan set ikke noget at rafle om. Fejlen var begået med det første barn, fortæller Eva Kjer Hansen (V) om pakkekalenderne til sine tre døtre. Selv som minister har Eva Kjer Hansen stået for alle gaverne, men hun glæder sig over, at det ofte er muligt at splitte større gaver op i flere dage, samt at hendes børn er af typen, der "godt kan glæde sig over en tube tandpasta." - Alligevel ender det hver gang med, at jeg står den sidste nat og pakker igennem. For en del af hendes kolleger er julen hellig i mere end én forstand. Men Eva Kjer Hansen har ikke noget imod at svare mobiltelefonen i juledagene, hvis en journalist ringer om en sag, der optager hende. - Jeg har svært ved at lade være. Men man skal jo finde en balance; jeg håber da på nogle telefonfrie dage. Jeg er jo så meget væk hjemmefra, at juledagene gerne skulle kompensere lidt over for min familie. Ellers tilbringer familien Kjer Hansen jul som så mange andre sønderjyske familier: I konstant sang og med besynderlig mad, der inkluderer grønlangkål og surrib - svinekød i lage - der ifølge ministeren smager "væsentligt bedre end sylte". Folkestyrets julemand nr. 1 Glem alle vittigheder om ældrechecken, det nye tag til Roskilde Domkirke og hvad Dansk Folkeparti ellers fik nørklet ind i finansloven af milde gaver til gode formål. Kristian Thulesen Dahl er nemlig en julemand. I hvert fald derhjemme, hvor han hver eneste jul, siden hans teenagenevø var lille, er forsvundet fra julebordet. Han spørger nervøst, om NORDJYSKE skriver disse ord på en af de sider, som en fireårig læser. Det tror NORDJYSKE desværre, at få fireårige gør, så Kristian Thulesen Dahl vælger at afsløre sine hemmeligheder. - Man skal huske på, at julemanden er en gammel mand, så han er meget krumrygget. Man kan faktisk godt få ondt i ryggen i løbet af sådan en aften. De ældre børn bliver hurtigt snu, men nøglen til flere års narreværk er detaljerne, understreger Kristian Thulesen Dahl. Han er derfor begyndt at erstatte sine markante mørke øjenbryn med små vatpuder, ligesom overgangen mellem skægget og øret vattes til. Af humør er julemanden generelt begejstret i Kristian Thulesen Dahls version - simpelthen fordi det er blevet december. Når han er fri af de voldsomt varme gevandter (puderne på maven koger især) slapper Thulesen Dahl af. Dansk Folkeparti er godt nok kendt for at bruge ellers nyhedsfattige ferier og helligdage til at komme med politiske udspil, men gruppeformanden foretrækker at vente til tredje juledag, hvor folk så småt begynder at se fjernsyn igen. - Det dur ligesom ikke at lancere verdens største politiske initiativ første juledag, vel? Politik til julesilden Da Kristen Touborg (SF) har seks søskende er familiens traditionelle julefrokost 1. juledag blevet noget af et tilløbsstykke. - Det er jo stort set det eneste tidspunkt på året, hvor vi alle sammen ses, siger han. Selv om familien er mindst 30 til bords, og maden må laves som sammenskudsgilde, afviser Kristen Touborg at arrangementet er præget af kaos. - Der er ikke spor kaos, men vi kan godt finde på at råwe lidt af hinanden, for vi er jo ikke helt enige politisk. Kristen Touborgs bedstefar var med til at oprette Det Radikale Venstre, og som folkesocialist er Kristen familiens sorte får. Selv mener han ikke overraskende, at det er de radikale, der har bevæget sig væk fra bedstefaderens sociale udgangspunkt - mens han selv er blevet stående, blot i et andet parti. Og når nu politikken sidder med ved julebordet, holder Kristen Touborg heller ikke arbejdet stangen. Han står på partiets liste over politikere, der gerne vil forstyrres i julen. I julegave må Kristen Touborg indrømme, at han også ønsker sig noget med politik - nemlig politiske biografier og selvbiografier. - Jeg kan godt lide at læse mine kollegers udgydelser eller bøger om dem, siger Kristen Touborg og kalder den nye Fogh-biografi "en god mulighed". - Ellers ønsker jeg mig kun søde børn og børnebørn. Det har jeg altid gjort.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...