Årets fest med sjov og måske problemer

Bjørn Themsen
I teorien kan det gavne karrieren at have sex med chefen til julefrokosten. Foto: Mads Winther/Polfoto
Arbejdspladser 9. december 2007 05:00

For mange mennesker er julen den bedste tid på året, noget de ser frem imod og glæder sig til. Sådan er det også på mange arbejdspladser; julefrokosten er årets fest... Snaps, julebryg, røde sild og krydderfedt. Og snaps. Masser af snaps! Selvom påske og pinse også er store snapsehøjtider, så kommer de ikke i nærheden af julen, hvor der i november og december måned sidste år blev solgt 1,3 millioner hele flasker snaps. Det er over 900.000 liter snaps. Og det kan jo nok få en og anden til at falde lidt ud af den dagligdags rolle, som den forsagte bogholder, og i stedet danse på bordene og råbe af chefen, mens man gramser på sekretæren. Men det interessante er, at det hele typisk begynder allerede før indtagelsen af spiritus; helt almindelige ligevægtige ansatte i receptionen møder på dagen op iført deres stiveste puds, som i dagens anledning ofte omfatter nissehuer eller rensdyrgevir med lys i og selvsiddende strømper, og for mændenes vedkommende gerne et slips kunstnerisk udformet som en tissemand. Man fristes næsten til at spørge: hvad pokker går der galt? Svaret er ingenting. Hvis man skal tro hovedparten af de ansatte på danske virksomheder, så skal en julefrokost være sådan. I hvert fald anderledes end andre fester. Men hvorfor forholder det sig sådan? Ligesom selve julen, der af mange betragtes som en gaaammel tradition, så har julefrokosterne faktisk ikke så mange år på bagen. Den løsslupne firmafest har formentlig sit udspring engang i 1960¿erne, men blev endelig cementeret med den danske komedie af samme navn fra 1976, hvor ¿mennesker mødes¿ - og maskerne falder omkring de bugnende borde, hvor direktør og arbejder drikker dus. Nærdemokrati fungerer - og grundfæstede ægteskaber vakler. Siden den film er en kopimaskine ikke bare en kopimaskine, men også et nyttigt instrument for forevigelse af bare bagdele, og en cigar er ikke bare en cigar - det var nemlig ikke Clinton, men salig Bjørn Puggaard Müller, som for alvor fik fallos knyttet sammen med cigar. Meget bogstaveligt. Sex fremmer karrieren Når man skal være helt ærlig, er det dog nok de færreste julefrokoster der i dag når op på helt samme svimlende højder som den, personalet på Simonsens Bijouteri Fabrik i sin tid drak sig op i. Men at der er noget om snakken, kan de fleste som har været lidt rundt på arbejdsmarkedet snakke med om. Og i hvert fald optager det mange. Således kunne man i den norske netavis VG for nylig læse, at sex til julefrokosten fremmer karrieren. Hvis det vel at mærke er chefen, du hygger dig med i kopirummet, er næste trin på karrierestigen nemlig kommet en del tættere på, mener en professor i psykologi ved handelshøjskolen i Oslo. Paul Moxnes, som professoren hedder, bakkes i Nyhedsavisen op af den danske psykoterapeut og sexolog Per Holm Knudsen. - Det kan altid betale sig at have sex med alfahannen, som jo er chefen på en arbejdsplads. Det er altid bedst at være sammen med den, der har midlerne, siger han og understreger, at chefen ikke nødvendigvis bagefter hjælper den ansatte ud fra en bevidst afvejning af, at sex skal byttes til en forfremmelse, men fordi det skaber en fortrolighed mellem chefen og medarbejderen, når de har haft sex. Selvom Per Holm Knudsen mener, at det kan være godt for karrieren at være intim med chefen, skal man tænke sig godt om, inden man forsvinder ind i kopirummet til julefrokosten. - Chefen kan vise sig at være en psykopat, der får kolde fødder og fyrer dig. Og du skal også passe på ikke at få det forkerte ry som én, ¿der boller sig til tops¿, siger han til Nyhedsavisen og tilføjer, at det i øvrigt er en forældet tankegang at tro, at det kun er unge kvinder, der opnår fordele ved at være sammen med ældre chefer. Mændene er helt lige så meget med. Sammenhængen til ovenstående afsnit er uvis, men på Business.dk var sidste uges dilemma netop om firmajulefrokosten og chefens rolle i den. I en afstemning mente 45 procent, at chefen bør gå hjem, før festen for alvor er startet, mens 36 procent mente, at virksomhedens overhoved roligt kan blive til det sidste og få sig en god snak med medarbejderne. Festerne behøver jo ikke udvikle sig til rene abefester, lød overskriften i nogle af læsernes kommentarer. Business.dk interviewede i den forbindelse administrerende direktør i Microsoft Danmark, der for nylig blev kåret til at være Danmarks bedste arbejdsplads 2007. - I en virksomhed, hvor jeg var engang, fik jeg lovet bank til en julefrokost af en af medarbejderne, så jeg har prøvet det der. Jeg prøvede at nedtrappe konflikten og fik ikke bank, men det var selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og jeg tog en samtale med ham om mandagen. Han kunne ikke huske noget, men var meget brødebetynget, fortalte Jørgen Bardenfleth, som dog alligevel insisterer på at blive så længe, der er gang i festen. Han mener nemlig, at julefrokosten er et spejlbillede af stemningen i virksomheden. Hvis stemningen er god, kan man godt feste sammen uden at tænke så meget på, at man er chefen. Rådgivningschef i Ledernes Hovedorganisation, Vibeke Skytte, har dog en anden mening: - Jeg vil ikke sige, at chefen skal gå tidligt hjem, men han skal absolut ikke være den sidste. Som leder behøver man ikke nødvendigvis at vide alt og forholde sig til al den sladder, der er mellem medarbejderne, sagde Vibeke Skytte i samme artikel. Sex før frokosten På kondomaten. dks blog - man fristes til at spørge, hvor ellers? - kunne man sidste jul læse denne gode forklaring på, hvad det er der sker, når sekretæren kaster sig over chefen eller omvendt. - Det er, som om det er mere lovligt at være utro til en julefrokost. De fleste flirter lidt, når de er på arbejde, og har man gået og kigget på hinanden i et helt år, så er det let at falde i, når man får lidt inden for vesten til julefrokosten, vurderer sexolog Joan Ørting. Heldigvis kan man ifølge Joan Ørting godt selv forhindre, at ¿uheldet¿ sker til julefrokosten. Hun råder både mænd og kvinder til at bestemme sig for, præcis hvor grænsen skal gå. Og så lige huske det senere på aftenen selvfølgelig. Vil man, som mand, gerne undgå, at ens bedre halvdel træder ved siden af, gælder det om at rose hende, være den store romantiker. Det handler om at få kvinden til at føle sig bekræftet. Gør hun det, har hun ikke det store behov for at søge lykken andetsteds. Men giv hende aldrig sex lige før, hun smutter til fest. Det vil kun gøre hende mere sulten. Helt anderledes står det til med manden. Får han en ordentlig tur på lagenet, køkkenbordet eller hvor man nu lige kan finde på, inden han forlader fruen derhjemme, føler han sig som chefen - den fandens karl, der ikke har behov for spændingen ved at kaste sig over kollegerne. Sluttelig er der jo også den mulighed helt at undlade at holde en julefrokost, som en anonym deltager i julefrokostdilemmaet på business.dk argumenterer for på denne måde: Du aflyser julefrokosten OG den årlige medarbejderjulegave, da ingen af dine medarbejdere på noget tidspunkt i løbet af det forgangne år har leveret noget der ligner en 37 timers ugentlig arbejdsindsats. Og så benytter du de derved sparede midler på en rejse til Østeuropa eller Fjernøsten for at finde arbejdsduelige og - ikke mindst - VILLIGE medarbejdere, der på sigt vil kunne overtage arbejdsopgaverne når den sidste danske funktionær er gået på orlov, ferie eller efterløn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...