Årets første skybrud er blevet målt ved Vejle

Den 5. maj faldt der 19 millimeter regn på 20 minutter. Dermed får Vejle sæsonens første skybrud, oplyser DMI.

Hedensted er under vand efter kraftig regn Foto: POLFOTO/Anders Brohus

Hedensted er under vand efter kraftig regn Foto: POLFOTO/Anders Brohus

Årets første skybrud herhjemme er tirsdag eftermiddag blevet målt på DMI's måler ved Vejle. Her faldt 19 millimeter regn mellem klokken 15.30 og klokken 15.50, oplyser DMI.

Vagtchef Henrik Dam, Sydøstjyllands Politi, siger til Ritzau, at de store regnmængder i området ikke har givet den helt store polititravlhed.

- Regnen har ikke forårsaget færdselsuheld, men vi har da fået anmeldelser om oversvømmede kældre, kloakdæksler, der er blevet skudt op afvandet, og jord, der er skyllet ud over vejene, siger Henrik Dam.

Ifølge klimatolog Michael Scharling, DMI, er et skybrud i maj måned tidligt, men det er ikke første gang, at der er kommet så store vandmængder på én gang i maj.

Af en statistik, som DMI har lavet, fremgår det, at der i de seneste år har været skybrud i maj hvert år. Flest skybrudsdage var der i maj sidste år, hvor tallet nåede op på fire, mod tre i 2013.

Hertil kommer så dage med kraftig regn, som ikke lever op til definitionen på et skybrud, nemlig at der skal falde mindst 15 millimeter nedbør på 30 minutter eller derunder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.