Årets golfbrag nærmer sig

KLOKKERHOLM:Golfspillerne i Klokkerholm glæder sig i disse dage, når de kigger i kalenderen, for den siger, at det er forår - og dermed også snart tid til Klokkerholm Open i golf, der afvikles 2. pinsedag. I år er der mere end 100 spillere, der har mulighed for at deltage, fortæller arrangør Steen Christensen. - Mesterskaberne blev de første år afviklet på Brønderslev Golfklubs anlæg, men klubben ønskede ikke ar fortsætte dette samarbejde så sidste år indledte vi et samarbejde med Sæby Golfklub, og i Sæby skal vi også i år finde Klokkerholms golfmestre, tilføjer han. - Det er helt unikt, at vi i en by på Klokkerholms størrelse har mere end 100 golfspillende borgere, og kriterierne for at deltage er, at man bor i byen eller har tætte familiære relationer i byen., fortsætter Steen Christensen. - Når spillerne er på banen, er seriøsiteten og koncentrationen på plads igennem de 18 huller. Men ved det 19. hul er det en hel anden slags seriøsitet, der tager over, for så skal både de gode og mindre gode slag debatteres over en god frokost og en tår til ganen, bemærker han videre. Det er også ved 19. hul i klubhuset, at vinderne skal kåres. - Skulle der være spillere i Klokkerholm, der ikke har fået en indbydelse endnu, kan man kontakte mig, slutter Steen Christensen.