Årets lærling i Vendsyssel

Et "ekstremt" højt fagligt niveau og store ambitioner skaffede prisen

Der var blomster til Årets Lærling i Vendsyssel. Privatfoto

Der var blomster til Årets Lærling i Vendsyssel. Privatfoto

HJØRRING:Smedelærling Christian R. Nielsen havde kun været i lære i en måned på Hirtshals Yard, da han meddelte direktør Rasmus Brohus, "at han skulle vide, at han en dag sad i Rasmus’ direktørstol". Derfor bliver Christian R. Nielsen da også kaldt for "den lille direktør".

Nu har den ambitiøse lærling, der for få uger siden blev udlært som smed, modtaget prisen som "Årets Lærling" af DI Vendsyssel.

- I år har vi valgt at give prisen med den begrundelse, at lærlingen er virkelig dygtig. Simpelthen. Der er tale om en lærling med et ekstremt højt fagligt niveau. En medarbejder, der er vellidt af kollegaerne og ledelsen. Kvaliteten er altid i top, sagde adm. direktør Peter Hvilshøj fra Nordjyske Jernbaner A/S, da han på vegne af bestyrelsen overrakte prisen på generalforsamlingen i DI Vendsyssel, der fandt sted på EUC Nord i Hjørring.

Der går nok lidt endnu, inden Christian R. Nielsen kan overtage jobbet som direktør for Hirtshals Yard. I det kommende år skal han være svend, og derefter venter formentlig en uddannelse til maskinmester.

På generalforsamlingen blev adm. direktør Jakob Møller Knudsen, Cubic i Brønderslev, adm. direktør Mads Larsson, Werner Larsson Fiskeindustri i Skagen, og adm. direktør Christina Ørskov, Orskov Yard i Frederikshavn valgt som nye medlemmer af bestyrelsen. Med dem skulle der også siges farvel til tre medlemmer. Det er bestyrelsesformand Torben Fristrup, Cubic, direktør Leo S. Mikkelsen, Saga Shipping og adm. direktør Jesper Kold Sørensen, Amanda Seafoods. Adm. direktør Richard Fynbo fra Fynbo Foods i Vrå fortsætter som formand. jl

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.