Årets Løber kåret
Marianne Hjelm Christensen blev kåret som årets løber i Hjallerup

Formanden for Hjallerup Løbeklub, Susanne Aarup, sagde i sin begrundelse for at udnævne Marianne Hjelm Christensen (t.v.) til Årets Løber, at hun havde gennemgået en stor personlig udvikling.Foto: Ole Torp Ole Torp
HJALLERUP:Hvert år i januar måned kårer Hjallerup Løbeklub Årets Løber.
I år blev det Marianne Hjelm Christensen, som fik æren og titlen, og formanden for Hjallerup Løbeklub, Susanne Aarup, gjorde i sin begrundelse opmærksom på, at Marianne har gennemgået en stor personlig udvikling, og det har hun virkelig kæmpet for med meget træning i klubben. Hun har løbet så langt som 2.190 km i 2012.
- Du var før bagerst i feltet, men nu er du med i den forreste gruppe. Det er din supervilje, som har gjort udslaget. Udover det rent løbemæssige, så er du meget alsidig, og du har vist dig meget hjælpsom for os, lød det også fra Susanne Aarup, inden Marianne Hjelm Christensen fik overrakt to flasker vin, en løbemærkat og en trøje med betegnelsen Årets Løber.
Omkring 25 deltog i arrangementet, hvor kåringen fandt sted. Først var der selvfølgelig en løbetur, inden en lettere anretning på Hjallerup Skole lagde op til selve kåringen. Der er omkring 40 medlemmer af løbeklubben, som udover de tre gange træning om ugen arrangerer en tur om efteråret.
I år går den til Oslo, hvor der bliver arrangeret hel- og halvmarathon samt en tur på 10 km.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.