Motionsidræt

Årets sidste motion...

95 tilbragte årets sidste formiddag i løb i og omkring Sjørring.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Klar til start. Hanne Gregersen med sønnerne Laurits og Asger og Jette Facius inden starten på nytårsløbet.

At få bugt med den gode nytårsmad og eventuelle tømmermænd med en omgang motion - det er mange danskere efterhånden med på. Men i Sjørring vil de også gerne være i god form til afskeden med det gamle år. For andet år i træk inviterede Sjørring Boldklub til nytårsløb på årets sidste formiddag, og meget tyder på, at klubben har grundlagt en god tradition. I hvert fald samlede 2010-udgaven af løbet 95 deltagere, mod 60 året før. Baggrunden for den større interesse er formentlig, at løbet denne gang var udvidet med en rute på 5,3 kilometer - ud over de længere på 10,5 kilometer og halvmaratondistancen 21 kilometer. Familie i løb Blandt deltagerne var søstrene Jette Facius og Hanne Gregersen, samt Hannes to sønner Laurits og Asger Sørensen. Jette deltog for anden gang og stod i øvrigt for opvarmningen, inden hun løb ud på den mellemlange distance. Hanne var med for første gang og nøjedes med de godt fem kilometer. Men de to søstre er i øvrigt erfarne løbere, og inden det første Nationalpark Thy-maraton i 2009 tog de initiativ til en løbeklub. - Men det er en sjov tradition med et løb på årets sidste dag, siger Hanne - som også fik overbevist sine to sønner, Laurits og Asger, om, at de også skulle med ud at løbe. De to er ellers mest til fodbold. Men på den korte distance overspurtede 12-årige Laurits sin mor med to sekunder. Ikke desto mindre kom Hanne Gregersen i mål som den tredjehurtigste kvinde på de 5,3 kilometer i tiden 33 minutter og 44 sekunder. 15-årige Asger Sørensen fik også vist, at han er god til at løbe. Hans tid, 47 minutter og 35 sekunder, rakte til en tredjeplads på 10,5 kilometer-distancen. Og han var næsten et kvarter hurtigere end sin moster.