Aalborg

Årets skuespiller hædret

Carsten Svendsen blev hyldet i aftes - samtidig modtog kollegaen Laura Kold 160.000 kr. til teaterprojekt

Da Carsten Svendsen i aftes havde været på scenen i ”Sommer i Tyrol”, blev han kåret som Årets Skuespiller i Nordjylland. Arkivfoto: Bent Bach
Da Carsten Svendsen i aftes havde været på scenen i ”Sommer i Tyrol”, blev han kåret som Årets Skuespiller i Nordjylland. Arkivfoto: Bent Bach

Opdateret kl. 10:51

AALBORG: Da Årets Skuespiller i Nordjylland mandag aften blev kåret, var det Carsten Svendsen, der blev hyldet efter forestillingen ”Sommer i Tyrol”, som han medvirker i på Aalborg Teater.

Legatet, der er indstiftet af Torben Vejs Fond, blev uddelt for femte gang, og ved overrækkelsen af legatet fik skuespilleren bl.a. følgende ord med på vejen af fondens formand, advokat Jens Rye Andersen:

- Carsten Svendsen tog allerede i sin gennembrudsforestilling på Aalborg Teater publikum med storm, da han spillede stuepigen Jakob i ”Mød min hr. mor”, og siden da har superlativerne drysset i en lind strøm fra anmeldernes penne ned over Carsten Svendsen.

- Ord som stortalent, fremadstormende, den største musicalstjerne på den danske teaterscene, dragende, uhyggelig, diabolsk, et fund til rollen, fejende fræk og uforskammet er blot nogle af de mange ord, som anmelderne gennem årene har beskrevet Carsten med.

Laura Kold spiller sammen med Carsten Svendsen i ”Sommer i Tyrol”. Efter forestillingen mandag aften modtog hun 160.000 kr. til projektet ”Eventyret om den fremmede pige”, der er en forestilling om flygtninge.

- Ud over at have taget anmelderne med storm er Carsten, gennem de mange forestillinger, han har medvirket i på Aalborg Teater, gået lige i hjertet på det nordjyske teaterpublikum, og det gælder lige fra de dybt seriøse roller til det sjove og komiske. Carsten kan, som en anmelder skrev: ”den svære kunst at være sød, charmerende og et ualmindeligt dumt svin på samme tid. En indtagende præstation”.

Formanden kom også ind på den 36-årige skuespillers store sangtalent, som favner alle genrer, som han sagde.

Carsten Svendsen er uddannet ved skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006 og kom umiddelbart herefter til Aalborg Teater.

Her har han bl.a. medvirket i ”Flagermusen”, ”Guys and Dolls”, ”Inden jeg fylder 67…”, ”Kirsebærhaven”, ”Trængsel og Alarm”, ”Anne Linnet Teaterkoncert”, ”Gasolin Teaterkoncert” og ”En kort en lang”.

I 2009 modtog han Reumerts talentpris, mens han for to år siden var nomineret til en Reumert for bedste mandlige birolle.

Laura Kold fik penge til projekt

I øvrigt forlader Carsten Svendsen Aalborg Teater fra næste sæson efter at have været løst tilknyttet ensemblet.

Sammen med æren som Årets Skuespiller i Nordjylland fulgte der et legat på 25.000 kr. med titlen.

Tidligere modtagere af legatet, der blev indstiftet i 2012, er Marianne Høgsbro, Mads Rømer Brolin-Tani, Lise Baastrup og Martin Ringsmose.

Ud over at Carsten Svendsen blev hyldet på scenen i aftes, modtog skuespiller Laura Kold 160.000 kr. til projektet ”Eventyret om den fremmede pige”, som er en forestilling om flygtninge.

Desuden fik Aalborg Teater 110.000 kr. til fremtidige projekter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden