Årets tillidsmand nyder stor opbakning

Ejner Immersen er kåret som årets tillidsmand hos 3F Thy-Mors.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ejner Immersen er ydmyg over, at han af sine kolleger ved Pan Bus er kåret som årets tillidsmand. Når han ikke er tillidsmand, ser han til sin 20 tønder land, fire fjordheste og lidt fiskeri ved Visby Bredning, samt sit medlemskab af SF, som han også skal passe. Foto: Diana Holm

Det kom som en ægte overraskelse, da 60-årige Ejner Immersen på 3F Thy-Mors generalforsamling onsdag 14. april blev hædret som årets tillidsmand i 2009. - Det vidste jeg intet om, og jeg må sige, at mine kolleger har været gode til at holde det hemmeligt, og jeg hoppede i med begge ben, da tillidsmanden fra Oticon ringede og opfordrede mig til at komme, fordi 3F selvfølgelig gerne ville have, at så mange tillidsmænd som muligt kom til generalforsamlingen, men jeg var nu kommet under omstændigheder, fordi jeg mener, det er en pligt at møde, når ens fagforening holder generalforsamling, fortæller han hjemme i privatboligen i Sperring onsdag formiddag. Ejner Immersen har nemlig fri, fordi han skal på arbejde i weekenden. Rutebilchauffør Ejner Immersen er rutebilchauffør hos Pan Bus, hvor han har været ansat siden 1996. Og han har været tillidsmand for omkring 40 chauffører lige så længe. Ejner Immersen kører på rute 97 mellem Thisted, Nykøbing og Skive og retur. Desuden kører han enkelte gange på Klitmøller og Ballerum. Han begyndte som rutebilchauffør i 1991 hos det daværende vognmandsfirma Jørgen Vestergaard og Erik Back. De havde garager i Hanstholm og kontor på Dr. Louise Gade i Thisted. - I 1996 købte Arriva vognmandsfirmaet, og jeg røg med i købet, og derefter var min arbejdsgiver Pan Bus. Det forhold slutter inden længe, præcis 27. juni, hvor Pan Bus bliver overdraget til Arriva. Efter denne fusion bliver han tillidsmand for mindst 50 chauffører, og måske endda lidt flere. Læsestof Selvom Ejner Immersen som tillidsmand må være i forreste række, så foretrækker han at føre en tilbagetrukken tilværelse. Eller som han udtrykker det: Jeg er tillidsmand for andre, ikke for mig selv. Som tillidsmand har han månedligt seks timers afspadsering, som han anvender til mødeaktivitet og læsning af referater og andet skriftligt stof, som har med jobbet som tillidsmand at gøre. - Jeg har siden, jeg blev valgt som tillidsmand, i gennemsnit brugt 14 dage om året til kurser, og snart skal jeg igen på kursus på Langesøhus ved Silkeborg, hvor det er den nye overenskomst, der er på skemaet, fortæller han og tilføjer, at det er lidt af en livsstil at være tillidsmand. Det betyder, at han faktisk i døgnets 24 timer står til rådighed for kollegerne.