Årets travleste dag

Fiskehandler har mere end nok at se til

AALBORG:Selvom nytårstorsken mange steder erstattes af mere eksotiske spiser, er der fortsat travlt hos byens fiskehandlere. Hos Schak Nielsen i Algade stod folk i går i kø til langt ud på gaden, og intet tyder på, at efterspørgslen bliver mindre i dag. - Det er nærmest kaos. Vi steger, koger og filetterer, så hurtigt vi overhovedet kan, men folk bliver alligevel nødt til at væbne sig med en vis tålmodighed, forklarer fiskehandler Finn Clausen. Ifølge ham tager de fleste kunder heldigvis ventetiden med et smil, og derfor får trængslen sjældent nogen til at gå igen. - Vægtmæssigt er det stadig torsk, vi sælger mest af. Men laks er også godt med, og der er også bud efter hummere og østers. Finn Clausen hjælper gerne folk med opskrifter og ideer, og han mærker - ligesom byens øvrige fiskehandlere - en stigende efterspørgsel efter mere eksotiske fisk. - Det sker da, at vi får forespørgsler på noget, vi ikke kan skaffe, forklarer han. - Men de fleste holder sig til laks, rødtunge og andre af de gode spisefisk, så det er heldigvis sjældent et problem. Dagen i går var - ifølge Clausen - årets travleste. Men fiskehandlen har også åbent i dag, og i løbet af de halvandet døgn ryger der mellem 3 og 4 tons fisk over disken. - Kunderne er stort set ligeglade med prisen, fortæller han. - De fleste ved godt, at torsken er blevet dyrere, og derfor betaler de fleste uden at mukke. Finn Clausen trækker på smilebåndet. Han arbejder sammen med ni andre så hurtigt, som han overhovedet kan. Men det er også nu, den største del af årets omsætning skal hentes hjem. - Foreløbig tegner det til at blive meget bedre end sidste år, fortæller han. - Det går simpelthen over al forventning, og så er det jo ingen sag, at have travlt.