Aalborg

Årets vintermode er skihjelmen

Salget stiger - det er ikke længere pinligt af bruge hjelm

Niels Nielsen har selv kørt med hjelm i fire år - og har selv haft glæde af den et par gange. Foto: Martin Hjorth

Niels Nielsen har selv kørt med hjelm i fire år - og har selv haft glæde af den et par gange. Foto: Martin Hjorth

AALBORG:Det er ikke ret mange år siden, det var lettere kikset at tage en hjelm på hovedet for at stå på ski. Sådan er det ikke længere. Tværtimod er det blevet fuldstændig acceptabelt, at beskytte sit hoved - også når man står på ski. Den voksende interesse for skihjelme, mærker man hos LogiTrade i Brovst. Firmaet håndterer og leverer varer til en række internet-butikker på nettet - blandt andet skihjelme. - Jeg vil anslå, at vi sælger to-tre gange så mange skihjelme i år, som vi gjorde sidste år, siger indehaveren Ove Christensen. Salget har gået så godt, at man har været nødt til at bestille ekstra hjelme hjem for at kunne følge med efterspørgslen. - Vi har altid solgt skihjelme, men to-tre år tilbage var det mest til børn. Nu er det også til de voksne, siger han. Også hos Surf og Ski i Aalborg mærker man den støt stigende interesse for skihjelmene. Indehaveren Niels Nielsen fortæller, at der har ligget mange skihjelme under juletræerne i år. Hans erfaring er, at det er inden for de seneste to-tre år, det er begyndt at gå stærkt. Gode forbilleder Han forklarer fremgangen med, at alle topskiløbere, efterhånden kører med hjelm. - Og når de unge ser i tv eller på dvd, at deres forbilleder kører med hjelm, så vil de også selv. Og når der er mange nok, der kører med hjelm, er det ikke pinligt mere - så er det lige før, det bliver moderne, siger han. Personligt har Niels Nielsen kørt med hjelm i fire år, og to gange er han blevet reddet fra ubehageligheder ved at have hjelm på. Den ene gang faldt han og bankede hovedet ned i den isede piste, den anden gang forhindrede hjelmen ham i at komme i nærkontakt med en sten i sneen. - Der er også flere rejsebureauer, der er begyndt at forlange, at deres guider bruger hjelm. Det, tror jeg, betyder meget. Det gør det lettere for forældre at overbevise børnene om, at de skal have hjelm på. De kan sige: "Der kan I se, guiderne har også hjelm på". Niels Nielsen mener ikke, at man behøver at være en ekstrem topskiløber for at bære hjelm. Nybegyndere kan også have stor gavn af en hjelm, fordi de er så usikre og let falder. Fiksere hjelme Ove Christensen fra LogiTrade tror på, at den øgede brug af skihjelme hænger sammen med det øgede fokus, der er kommet på sikkerhed. - Der er sket noget med vores forhold til sikkerhed, siger han og sammenligner fremgangen i salget af skihjelme med fremgangen i brugen af cykelhjelme. - Det er helt naturligt, at vi har en cykelhjelm på, når vi kører med tyve kilometer i timen henad vejen. Nu er det lige så naturligt, at vi har hjelm på, når vi kører med 40 km i timen ned ad bjergene. Det er ikke længere pinligt at tage hjelm på. Han mener også, at fremgangen hænger sammen med, at skihjelmene - ligesom cykelhjelmene - er blevet langt fiksere at se på og noget mere bekvemme at have på hovedet. Oveni hatten findes der nu også hjelme, hvor der er indbyggede høretelefoner, så man kan montere sin mp3-afspiller og høre musik under skiløbet.