Aarhusianere i sans og samling

Fire meget forskellige kunstnere, samlet i gruppen Hallofoten, udstiller på Det Gamle Rådhus.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Deres kunstneriske udtryk er vidt forskellige. Men de fire aarhusianske billedkunstnere, som fra i dag udstiller på Det Gamle Rådhus i Thisted, er gamle venner, har det godt sammen - og inspirerer hinanden, blandt andet når de en gang om året tager ophold i Billedkunstnernes Forbunds hus på Fanø. Gruppens temmelig spøjse navn - Hallofoten - stammer dog fra den nordnorske øgruppe Lofoten, som de fire besøgte tilbage i 2007. De 14 dage i et kunstnerhus i Svolvær blev inspirerende og produktive, mens de fire faktisk ikke fik set voldsomt meget af øerne. - Vi har ikke lavet fælles værker, og vi kommer nok heller aldrig til det. Men det giver god energi og dynamik at have nogle andre at sparre med, fortæller en af kunstnerne, Annette Fausø. Men nogle få gange har Hallofoten - der i øvrigt består af Hardy Brix, Bøje Prejsler Hansen og Marianne Thingholm - udstillet sammen. I sommeren 2010 gjorde de det på Kirsten Kjærs Museum, og fra i dag har de fire Aarhus-kunstnere fået lov at brede sig over to etager på Det Gamle Rådhus, inviteret af kunstforeningen Det Ny Kastet. Gammelt og nyt I udstillingen, der har fået titlen "Sans og samling", har de fire samlet både nye værker og nogle, der har 20 eller 30 år på bagen. Blandt de ældre er nogle minimalistiske, tredimensionelle gitterkonstruktioner, som Hardy Brix tilbage i 1980'erne møjsommeligt limede sammen af spinkle træpinde. I dag maler han oliemalerier i stor skala - abstraktioner med inspiration fra rejser i Norden og i arktiske egne. Bøje Prejsler Hansen har i mange år hentet sine motiver under havets overflade - blandt andet på dykkerture til indonesiske koralrev. Desuden har han dykket ned i forhistorien: Under et ophold i Athen sidste efterår lavede han en serie blyantstegninger af op til 5000 år gamle arkæologiske fund. Så er Annette Fausøs motivverden langt mindre eksotisk. Hun har givet den gamle stilleben-genre nyt liv med en serie store malerier, hvor hun med fotografisk nøjagtighed portrætterer dagligdags køkkeninteriør, vandflasker og hvide plastkrus. Statsbesøg Det fjerde medlem af Hallofoten, Marianne Thingholm, har i et par år interesseret sig indgående for statsbesøg. Når verdens ledere mødes og begivenheden er blevet foreviget på nettet eller i pressen, er Marianne Thingholm klar med saks og klister. Hun klipper de prominente personer ud af billederne, klistrer dem op i nye konstellationer - mens de hullede topmødebilleder bliver fyldt ud med akvareller eller inspirerer hende til nye malerier. Hallofotens medlemmer er til stede ved ferniseringen fredag eftermiddag. Herefter er udstillingen på Det Gamle Rådhus åben fredage, lørdage og søndage indtil 18. marts.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.