Aarhusiansk par sigtes for salg af tyvegods

En ransagning afslørede tyvekoster for over 600.000 kroner i et pars lejlighed i Aarhus V.

1. november 2012 12:32 - Opdateret 1. november 2012 12:33

Aarhusiansk par sigtes for salg af tyvegods

629.489 kroner.

Så højt er den foreløbige værdi af de tyvekoster, som Østjyllands Politi onsdag fandt i forbindelse med en ransagning af en lejlighed på i Aarhus V.

Lejligheden tilhører en 43-årig kvinde og en mand på 40 år, som begge fremstilles i grundlovsforhør torsdag sigtet for groft hæleri.

- Betjentene gjorde store øjne, da vi kom ind. Selvfølgelig forventede vi jo nok, at der skulle være noget - men vi fandt 365 tyvekoster, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Fundet blev gjort efter massiv efterforskning af både indbrud og videresalg af tyvegods.

Kort efter klokken 10 onsdag formiddag fandt Østjyllands Politi parret og tyvekosterne i lejligheden på Bispehavevej i Aarhus V.

- På altanen fandt vi 72 tasker og punge af mærket Marc Jacobs, som var stjålet efter et indbrud i Aarhus den 29. oktober, hvor der bliver stjålet for 84.000 kroner, siger Mogens Brøndum.

- Og i stuen bliver der fundet skåle, lysestager, fade, bestik og kander fra Georg Jensen og musselmalet service fra Royal Copenhagen.

Inde i stuen var der tyvekoster for 130.000 kroner, i soveværelset for 142.000 kroner, på børneværelset for 41.000 kroner, i køkkenet for 63.000 kroner, mens den største værdi på 250.000 kroner var på altanen.

- En samlet værdi på over 630.000 kroner og formentlig også mere, spår Mogens Brøndum.

Parret og bor i lejligheden i Aarhus V med deres fælles børn.

De er ikke sigtet for indbruddene, men efter straffelovens paragraf 290 om groft hæleri. Tyvekosterne kommer mest fra forretninger.

- Nu skal vi i gang med at have fundet frem til alle gerningsstederne, så forretningerne kan få deres effekter tilbage, siger Mogens Brøndum.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...